Du fortjener det!

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til det. At unde mig selv noget mere luksus. At være ligeglad med, om det koster mange penge, og endnu bedre: Nyde det, når det så virkelig har kostet mange penge.

Men som så meget andet, er vi/jeg/måske også du, bundet op på, hvordan det hele nu skal gå. Bekymringer. Tanker og søvnløse nætter om økonomi, fremtiden, børn, jobbet og alle de kilo, som ikke gider rykke sig en meter.
Inde i alt det tankespind forsvinder alle de gode oplevelser fra os, og pludselig er det fredag igen.

Heldigvis, har jeg mennesker i mit liv, som gør noget andet. Som under sig selv luksus. Som rejser til fremmede lande kun for at spise godt. Som er ligeglad med om det er dyrt på Torvehallerne, for det er der, man får de gode råvarer. Råvarer som trylles om til gourmetmad hver fredag, når der serveres 4-5 retters menu – frit fortolket over NOMA’s menukort – som man forresten selv har prøvet. Flere gange.
I lørdags havde de samme mennesker inviteret til brunch på Nimb. Til deres datters navngivning og jeg indrømmer – det slår navneservietter, elefanter af fondant og telt i baghaven. Til enhver tid. Men hvorfor? Er det den vilde luksus, satingardinerne og østers til forret? Ja – men også nej. For selvfølgelig er skønt at træde ud af hverdagen et øjeblik, tage pænt tøj på og spise pænt af det kongelige.  Men vigtigst af alt, er det et øjeblik i en lang evighed.
En sådan eftermiddag, er det, der får os til at spise langsomt, snuse indad og pludselig finde det fantastiske ved at tørre sine hænder i bløde, lune vaskeklude på toilettet. Jeg ved ikke med dig, men jeg ranker ryggen, mens jeg bare slentrer bare ned ad gangen, på vej indtil en ny omgang af buffeten, der byder på endnu flere franske oste og endnu mere friskpresset mangosmoothie.

Og prøv nu at se: Whats not to like?
foto 5
foto foto 4 foto 1 Heldigvis betyder det ikke, at jeg ikke nyder teltet i baghaven eller ikke kan smile af en elefant i fondant. Begge var en del af mine sønners dåb.
Men det betyder, at jeg bliver mindet om, at hverdagen bliver en lille smule sjovere, når der er lysekroner, østers og draperede gardiner involveret.

Nå, men skulle vi babbe lidt på den igen?

Altså bloggen.
Hvad tænkte du da på?

Anyway. Jeg vil i gang igen. I savner mig jo, fortæller I mig. Tak.
Der er 1000 ting, jo. En løkkelig rejseregning, en generation af unge, der gør oprør med deres iPhone, en … ja, hvad? For honest to the lord above: Jeg aner det ikke. Jeg lever i overskrifter i øjeblikket, og de to nævnte historier, jeg lige slyngede ud før, er blot noget jeg har hørt, der vist nok er sket.
Hvad er det lige med ham Løkke? Har han snydt eller hvad? Og hvem er det lige, at det kommer bag på? Dig?
Og de unge, der hellere vil have næsen i en iPhone end næsen i et fællesskab In Real Life – ja, hvem er det, der har glemt at læse den statusopdatering, der gik viralt da Apple kom i crome farver?
ER der OVERHOVEDET sket noget nyt derude, mens jeg har styret verden i provinsen?
Næ.
Så. Hvad gør vi nu?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg vil blogge noget mere og er vild med dig, der læser med. Så bab du bare videre her på bloggen, så babber jeg lidt på, hvad jeg skal babbe dig op med.
So to speak.

NB: Der kommer noget om langdistanceporno og yolatis om nogle dage. Whoop Whoop!

Ik’ forstået …

 

Jeg har så skide travlt i øjeblikket at bloggen bliver syltet.
Og dog. For hvad kan man ellers gøre, når man ikke selv har tid til at være den fede person, der spinder fede historier over fede tankespinds tanker? Man kan være en røv, og fremhæve andres fejlslagne historier.

I den kommende uge vil jeg poste nogle af de billeder jeg finder rundt omkring med skør tekst eller  skøre annoncer.
Som denne. Røvelsker. Eller røv med elsker på. Eller elskerøv. Eller vandrøv? Numslove?
Jamen, jeg ved det ikke. Jeg er i tvivl.

IMG_1709Det er dårlig karma at udstille det. I know. Men alligevel – come on.

 

Der kom en koh forbi

Fedt nok. Nyt arbejde, nye mennesker og en masse nye mennesker at imponere. Man skal huske, at gå i bad, lakke sine negle, trække maven ind på de rigtige tidpunkter og virke helt vildt klog, og ærlig talt, så kan det være ret så svært at opretholde det i vildt lang tid af gangen. Men så var det jo godt, at jeg fik noget hjælp. Fra en koh. Altså Kohberg. Som i, dem med brødet.

De ville nemlig gerne donere to poser af deres rugbrødssnack til mig. Men sandlig også til min arbejdsplads. Og tak for det. Så ind kom der to poser med sådan cirka en milliard poser rugbrødssnack med rug/chokolade og rug/rosiner/gulerod.
IMG_6941Så mange, at de sidste måtte lade livet til en overskredet dato. Vi kunne simpelthen ikke spise os igennem dem.
Men tak, Kohberg. På den måde, kunne jeg allerede i min 2. uge på nyt job meddele mine kollegaer, at jeg kunne brødføde dem og deres børn med mellemmåltider i stor stil. En ok i orden måde at starte nyt job på.
Alle var glade, og ikke mindst mætte.
Så tak – de er gode og kan virkelig anbefales til mellemmåltidet og madpakken. Mine egne unger er fans.
sunde-rugbrøds-snacks-fra-Kohberg

Soft Close stinker

Jeg er ret sikker på, at Soft Close toilettet er opfundet af en kvinde uden børn. Når man tænker over det, er der så mange situationer, hvor et Soft Close toilet stinker. Fx:

1) Når drengebørn skal lære at tisse indenfor kummen. Lader du den hænge udenfor, mens du smækker låget i, fordi du partout skal høre det kæmpe raballer det giver – ja, så vanker der.

2) Når børn putter ting i toilettet. Klokken 05.30 om morgenen, for 3. gang – ja, så kunne det være rart, at det blev efterfulgt af et gevaldigt rap over nallerne, eller måske et skrald i skalden, når barnet nu står der med det halve af kroppen nede i kummen for at se om tandbørsten virkelig sidder fast.

3) Som afsløring. Jeg ved ikke med dig – men jeg har intet udpræget behov for at være tilstede, når mit store barn besørger. Han er også helst fri for mig. Så derfor får han lov til at være alene. Det er en god opdragelsesstrategi har jeg læst – men mangler kapitlet, hvor der står noget om, hvem man får til at betale for slamsugeren, der skal suge 5 ruller sammenkrøllet toiletpapir op af kummen? Her kunne jeg godt bruge et ordentlig brag, når de uopmærksomme fingre får tippet til brættet.

Men nej, Soft Close “pas på de små tissemænd”, skal absolut ødelægge mine 5. minutter alene med min kaffekop, i mit tøjskab, med min iPad, i mørke – alene med Kevin Spacy og hans korthus. Absolut.

Gid kvinder uden børn holdt op med at være så glade for tissemænd.

Har du en vagina er du …

… feminist.
Selv hvis du elsker mænd, elsker at lave mad, elsker dine børn og hellere vil være sammen med dem end gå på arbejde, eller elsker din karriere og hellere vil være sammen med den end dine børn, og selv hvis farven lilla ikke klæder dig.
Har du en vagina og et frit valg om at vælge, hvem du vil bruge den med, hvornår du vil og hvorfor – så er du feminist.
Ordene kommer fra den engelske forfatter og klummeskribent, Caitlin Moran, og det er derfor, at jeg er vild med hende. Hun har givet dig og mig en mulighed for at tale om feminismen helt uden at råbe. For jeg har tit hørt mig selv lyde som en bedre udgave af en kost, når jeg har argumenteret for og imod feminismen. På en absurd måde kommer det altid til at lyde som om jeg elsker behårede armhuler og hader mænd. Intet kunne være længere fra sandheden.

Hvis du ikke ved, hvem hun er, eller hvis du bare tænker, at feminismen er for sure kællinger, så gør dig selv den tjeneste at se med her. Her kan du nemlig finde hele interviewet, som jeg så med egne øjne fra Den Internationale Forfatterscene i Den Sorte Diamant i tirsdags.

Det er ikke bare vigtigt, det er også godt, til at holde ud og underholdene på en rigtig måde.
Og hvis du stadig ikke er overbevist, stadig ikke tænker at vestlige kvinder har noget at kæmpe for, at vi er for priviligerede, for, for meget og for alt muligt andet, så får du lige den her:

… hvilket minder mig om, at have snakken med mine drenge om, at kvinders vagina er deres egen og ikke sidder på en kugle.

Hvornår ved man, at man er gammel?

Det sker jo på et tidspunkt. Allerede nu trykker alderen. Det hele er lidt længere om at fise ind, og når det så er der, så fiser det hurtigt ud igen. Undtaget alt med kalorier.
Men i mandags, til en fuldkommen håbløs Soundgarden koncert, som alligevel var fuldstændig fantastisk, stod det klart for mig, hvad det vil sige, at være blevet gammel.

Jeg har for eftertiden min gode venindes udsagn at holde mig til, når spørgsmålet rammer mig –  samt en række iagttagelser fra salen. Fx er man gammel, når man kan svare ja til følgende:

  • At det er en smule irriterende, at det trækker fra døren i Forum. Lænden er jo ikke, hvad den har været …
  • Er bandet blevet gammelt, når scenen bliver støvsuget mellem opvarmningsbandet og deres perfomance?
  • Når man drikker Kildevæld i stedet for øl. Af et glas. Med sugerør?
  • Når man har ørepropper i begge ører?
  • Når man kigger på klokken efter det 5. nummer og overvejer, om man kan lave en exit de andre 3000 ikke vil opdage? Man skal jo op og være noget for nogen i morgen, ikke sandt?
  • Når man gaber i munden ca. 3-4 gange under hele seancen?
IMG_6879

Som det måske anes: Der støvsuges op efter det norske metal band – naturligvis!

IMG_6883

Og her er han så: Chris. En anelse mere metaltræt end i 90′erne. Men han har rørt ved Eddie Wedder, og det er nok til at elske ham.

Here goes. Jeg er gammel – eller, ældre end sidst i hvert fald.
Så; tak for kaffe – eller mangel på samme. Kaffe ville faktisk have været fantastisk, når nu jeg tænker mig om. Varm kaffe, en lille nedskruer for volumen og så et par sofaer … Tak.

Få lortet til at glimtre

Ja, det kan man så også. Få sit allermest inderste til at glimtre. Og hvorfor ikke?
Pillen her er overtrukket med guld og indeholder 24 karat guldstøv/glimmer. Slug dem med et glas champagne og de vil få dine tarme til at sparkle, når de vender vrangen ud af senere på aftenen. Det er så fint, og det er helt sandt.

Gold_Pills_1_large

Let me know if you get mad about me using the picture – I will move it right away!
Via: http://www.citizen-citizen.com/products/gold-pills

Så er man jo tilbage til dengang, hvor man som lille betragtede sine efterladenskaber, og mor stod stolt og så til og sagde: “Nårrrhh, hvor fint”.
Samtidig er det godt nyt til alle, som er startet på nyt job eller fået en ny kæreste. Eller dem, der graver guld. Pludselig er det hele blevet så nemt, og slet ikke pinligt mere.