F. eks. den 1. maj. Hvor jeg blev sygemeldt fra jobbet pga. plukveer.

Eller den selv samme dag, hvor mit 1 barn startede i børnehaven for 1. gang. Og jeg smurte den 1. madpakke.

Eller da det 1. barn havde sin 1. playdate, med bedstevennen. Og han blev hentet af bedstevennens søde far, der tog dem med i skoven for 1. gang. Altså 1. gang uden mor. Eller far.

Det er også 1. gang, at jeg er mor med plukveer, til 1 barn på vej og 1 i gang med livet.

Så der er en 1. gang for alt. Og det er ok. Bare overvældende.
Men det er sidste gang, at jeg forlader bloggen så lang tid.

Skulle bare lige ovenpå med alt det nye. Endnu en gang.

For det bliver jeg jo nok nød til. Lige som Mads Christensen. Og come on – tag det nu roligt, de damer. Manden mente det jo ikke! Han mener jo ikke, at man skal sige til en kælling, at hun skal holde kæft. Tværtimod, så mener han bare, at manden er en omvandrende vatpik med så mange blade for munden, at han snart må springe ud – måske til forår.

Og egentlig er jeg glad for, at det nu er kommet frem, at Mads Christensen ikke mener, det han siger, og ovenikøbet er så god til at forklare hvorfor, han ikke mener det. For det giver anledning til, at jeg endelig – E N D E L I G – kan offentliggøre den ordbog, jeg har lavet over fraser, kvinder siger, men ikke mener. Og det med tilhørende ordforklaringer, for, som Mads selv siger mellem blærerøvslinjerne: der er så meget, mænd ikke forstår.

Så kære mænd. Bare rolig. Vi mener det slet ikke, når vi siger:

Narrøv. Betyder i virkeligheden: Jeg kan rigtig godt lide din røv med en hat på – specielt den hat du har med klokkerne.

Pikspasser. Betyder i virkeligheden: Du har et pænt lem, der måske trænger til en vasketur.

Skødehund. Betyder i virkeligheden: Vil du hvile dig i mit skød?

Vatpik. Betyder i virkeligheden: Må jeg ikke rulle dig i vat, passe på dig resten af livet og slikke dine fødder.

Tåbe. Betyder i virkeligheden: Ikke så meget – men er mere et udtryk for, at kvinder har svært ved at se i tåge, og derfor falder over ordene og bogstaverne.

Idiot. Betyder i virkeligheden: I dag, synes jeg du er sød.

Son of a bitch. Betyder i virkeligheden: Skal vi ikke snart invitere din mor på ferie?

Og så til en, der falder lidt udenfor kategori:
Ser min røv stor ud i de her bukser. Betyder i virkeligheden: Jeg synes, du er blevet fed, men kan ikke finde ud af at sige det på en ordentlig måde, så jeg kaster skylden tilbage på mig selv, så du ikke tror det er dig, der har problemet.

Det giver mening, ik?

Specielt, når der smidt et undskyld i røven af det.

Se her, hvorfor Mads må sige undskyld: http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1747895.ece

Og her, hvorfor han også måtte sige undskyld sidste år:
http://journalisten.dk/mads-christensen-undskylder-klumme

denne her, sammen med nogenlunde frisk, Hjalte og en baby i maven

Mest fordi, det er min gamle baghave. Lidt, fordi en del af mig stadig kalder på det sted. Ret meget, fordi jeg synes nummeret er fantastisk. Overdrevet meget, fordi teksten er mindst lige så god. Til sidst, fordi vi kan – efter en uges sygdom.

Fortsat god søndag – også selvom det er mandag i morgen.

Mærsk. En stor mand. Jeg har fuld respekt for de bedrifter det menneske, og den familie har gjort. Ligesom jeg har stor respekt for det, som min nabo gør hver dag. Tager på arbejde, betaler sin skat, passer sine børn og opfører sig ordenligt overfor sine medmennesker. I det hele taget, har jeg stor respekt for mennesker, der behandler livet, sådan som de mener, det tjener dem bedst. Ligegyldigt om de tjener enorme summer eller nok til at komme på en ferie eller to om året.

Men Mærsk er død. Og længe leve hans minde. Jeg kondolerer og siger tak. For bruttonationalproduktbalancen. Eller hvad den kaldes, den der, der hviler på hans minde.

Men 5 timers live dækning, DR? Og resten af mediedanmark, inkl. diverse onlineaviser. Fra en mands begravelse. Helt ærligt – og jeg vil VIRKELIG gerne høre svaret, - Hvorfor?

Muligvis er jeg tabt bag 117 vogne. Men alligevel: Hvorfor?

Men så alligevel… Når jeg tænker over det, er det måske et dumt spørgsmål. For der er nok lige så mange svar på det spørgsmål, som der er vogne, der har tabt mig.
Noget med en stor mand, folkegaver, arbejdspladser, rettidig omhu, penge, noget med at han har dækket hullerne i mine veje og postet penge i velfærdsstaten. Ligesom jeg gør. Bare med mindre midler. Jeps. Det kan jeg godt være med på det. Specielt det med arbejdspladserne.
Men så lad mig spørge på en anden måde: Når du/I/dem, så er færdige med at fortælle mig om hvorfor, vi skal inviteres med til begavelse i vores statsbetalte TV og på vores online medier, kan du/I/dem, så ikke svare mig på det næste spørgsmål:
Hvorfor var det, at DR ikke sendte 5 timers live TV fra Samuel Enig’s begravelse sidste år?

?

Til dig, der ikke ved det: Samuel Enig var 23 år. Konstabel fra den Kongelige Livgarde og udsendt af den danske stat og det danske folk (dig og mig) til Afghanistan. Han blev slået ihjel af en vejside bombe.

Jeg vil gerne høre de saglige argumenter for, hvorfor der ikke skal livedækkes fra begravelsen af vores statsbetalte fjernsynskanal, når en dansk soldat dør i kamp.
Hvorfor?
Hvordan man vil forklare, at en ung mand på 23 år ikke skal hædres på samme måde som en milliardær på 98 år?

Og lad nu småproblemerne blive i skuffen: Jeg tror ikke, at bare fordi man gerne vil se Mærsk i en kiste, at så er man ligeglad med de danske soldater. Jeg klandrer ingen mennesker for deres forskellige interesser. Nej, nej, nej. Jeg spørger, fordi jeg undres over prioriteringerne og leder efter argumenter for hvorfor de er faldet ud, som de er faldet ud. Altså prioriteringerne.

Så jeg glæder mig til at høre svaret.

 OPDATERING: Er lige blevet gjort opmærksom på, at TV 2 laver samme nummer. Ok. Så ved du det.

Menigitis. Fy for fanden.

Heldigvis var der ikke noget. Det konstaterede en gammel i gårde læge, der sagtens kunne se, at det unge forældrepar var skræmt for vid og sans.

En halv time forinden, mens Hjalte sad i badet, bestemte han sig nemlig for ikke at ville bevæge nakken og pludselig se ud som om at et hold i ryggen havde ramt hans lille krop på snart 3 år. Og jeg panikkede! Ligesom min mand gjorde og ikke mindst sygeplejersken på vagtkontoret gjorde: “I kommer med det samme!” var hendes svar. Ingen tid, ingen ventetid – bare direkte ind. Troede vi…
For da vi ankommer til hospitalet, efter en mere eller mindre hasarderet kørsel, der klart var til et klip eller to, ville maskinen, der skal afhjælpe kødannelse og ventetid, ikke læse Hjaltes person nummer. Jeg trykkede. Min mand trykkede, og alt imens steg mit adrenalin niveau til højder, jeg kunne vinde Tour De France med.
Jeg fór hen til en receptionist dame, hvis svar var uden ord og som bedst kan oversættes i en fransk version for “jeg løfter armene, sætter min mund i en nedadgående grimasse, rynker på panden og tipper lidt med hovedet”.

Det skal man ikke gøre, når man står overfor en mor i panik.

Det skal man under ingen omstændigheder gøre.

Og det fandt hun, Odense Universitets Hospital og resten af Fyn ud af. Ved hjælp af ord. Og grimasser og tillært aggressivt, spansk kropssprog.
Jeg vil ikke engang skrive, hvad jeg sagde. Blot konstatere, at hun satte i løb. Hen til maskinen og trykkede på knapperne. Konstanterende med tung vejrtrækning at den ikke virkede – surfuckingprice woman – og løb hen til lægen og fik os ind.

Efter grundige undersøgelser kunne vi gå derfra med en træt og ked af det dreng. Men med meget lettede hjerter og udsigt til flere døgn med observation, ur, som ringer hver time i natten, fordi der skal tages temperatur og en oplevelse for livet, som vi begge håber aldrig kommer igen.

20 timer senere er jeg nu i stand til at sende en lille tanke til en, garanteret sød, receptionist dame, som jeg dog mener, skal holde sig fra fransk kropssprog, når hun bor i et land beboet af tidigere vikinger.

1 opkald til vagtlægen
5 temperaturtagninger
3 svingture i drengens temperatur
2 tøjvaske på meget høje “fuck af bakterier” grader
på grund af
1 gang opkast ud over hele sengen og mig
1 bad
1 tøjskiftning
på grund af ovenstående
1 mislykket Skype opkald med hende den søde, jeg havde glædet mig til at snakke med
på grund af
1 gang bræk, der skete midt i det hele

Det klarer man nemt. Specielt fordi den 6 måneders gravide mave slet ikke er i vejen, når brækket skal tørres af og sengen skal ryddes. Men aller mest fordi den 6 måneders gravide lugtesans synes det er en FEST at tørre bræk op, og man ikke kan overlade jobbet til manden, fordi han ikke er hjemme.
Men nu sidder drengen i sengen og snakker om Kurt, der har en grøn og gul fisk, der hedder Freddy som har øjne, mund, næse og hår.

Det giver god mening.

Og jeg venter spændt på de næste 5.
Timer altså. Ikke opkastseancer.

Man kan meget. Og i Tyskland kan man endnu mere. Man kan f.eks. spise hamp helt lovligt. Man kan også møde nøgne mennesker, hvilket jeg fortæller mere om her, men endnu vigtigere: Man kan spise hamp – HELT LOVLIGT.

Ok. Jeg går ikke sådan rundt og spiser hamp til dagligt. Heller ikke til fest. Det hører fortiden til, og jeg har heller ikke tænkt at genoptage mit studie i guldkakao og andre kager med fjolletobak. Men når man sådan ligefrem kan strø det ud på morgenostemaden eller rubbe ryggen på en pandekage med hamp og hash smørelse, så bliver man da nød til at prøve det. Ing?

Jeg gør ihvertfald.

Undskyld, mor.

I Nordtyskland ligger der en lille by, der hedder Friedrichstadt. En søvnig lille perle. Jeg har været der før. For det er sådan et sted, man kommer tilbage til. Byen kaldes Nordeuropas Venedig og der går da også en lille flod igennem byen, som forbindes af en masse små træbroer, der efter årstiden iklædes et blomsterhav. Der er helt utrolig rart at være. Og man kan ingenting. Man kan ikke shoppe, man kan ikke gå på cafe, man kan ikke blive fristet af andet end en kaffebutik, et ismejeri og en masse små værtshuse og tilsvarende restauranter. Det eneste du kan, er at trække stikket ud og for mit og mit ægteskabs vedkommende – lade op.

Når vi er der, bor vi på et lille luksushotel, der hedder Aquarium. Alt er flot på Aquarium. Detaljerne er overdådige. Der er gourmetmad på sølvtallerkner, morgenbuffet, der efterlader enhver misundelig, champagne på køl, alkoholfrie drinks til de gravide, chokolade på hovedpuden og draperede gardiner. Aquarium er balsam for sjælen. Det er det helt bestemt.

Og hvis alt det ovenstående ikke er nok, så kan du også massere din sjæl med et smut i den opvarmede pool, som er til fri afbenyttelse for hotellets gæster.
Hvis der er noget, der trænger til massage, er det min 6. måneds gravide krop, der dagligt diskutere med tyngdekraften. Så jeg glædede mig. Helt utroligt meget. Faktisk var det første gang, jeg skulle i poolen på Hotel Aquarium. De andre gange, har det bare ikke passet. Men denne gang. Denne gang skulle det altså være. Så sammen med manden pakkede jeg badetøjet, tog håndklædet og begav mig ned mod pool området.

Og det er så her, at alt bliver mærkeligt.

Først, kan vi ikke finde omklædningsrummet.
Ok. Som småbarnsforældre er vi vant til at tænke i alternativer, så jeg går på toilettet, skifter til badedragt og kommer glad ud igen, findende manden skide ligeglad og utålmodig – i bar dolk i pool områdets entré i fuld gang med at tage badebusker på. Okay. Fint, skat. Du er ligeglad, det kan jeg acceptere. Det er min mand. Jeg kan lide, hvad jeg ser.

Men der er noget galt. Kender du det? Man ved det. Det ligger i luften. Der er noget, der ikke stemmer helt overens.

Og rigtigt nok. Den kvindelige sans for alt det, man ikke kan se, men som kan lugtes i luften havde endnu engang ret. Det var helt forkert. For da vi træder ind til den opvarmede pool, med svajende palmer og dæmpet belysning mødes vi af 2 nøgne baller, der lige netop er i gang med brystsvømningens sværeste kunst – at frøsprælle med benene så fremdriften sker.
Det kunne de 2 nøgne baller. De kunne det særdeles godt. Ballerne sad på en ældre tysk dame, der sødt og venligt vendte sig om efter svømmetaget var færdigt og hilste, nærmest i falsét: Haaallloo! Lige bagved kunne vi høre en dør gå op, fra den tilstødende sauna og eftersom menneskets hjerne er i stand til at lægge 2 og 2 sammen hurtigere end lynet rammer jorden, vidste vi, at der var flere nøgne mennesker i området. Dem og deres kønsdele havde bare lige nydt den varme sauna for en stund og skulle nu køles ned i det svalende vand.

Så der stod vi. Med badetøj. Og jeg kunne ikke andet, end vende mig om, skubbe manden til side, flå min badekåbe på, iføre mig mine sorte gummistøvler og løbe ud af pool området, ud på gangen med udstillinger af kinesisk porcelæn, ind over gårdhaven i regnvejr og gemme mig på mit hotelværelse med en ægtemand rendende efter mig, grinende og ligeså måbende som mig.

Tyskerne kan godt lide at være nøgne. Det vidste jeg jo egentlig godt. Men at det skulle ske, ved siden af draperede gardiner, lige bag barloungen med chesterfield møbler og en time fra min gourmetmiddag på sølvtallerkner, vidste jeg ikke. Og ville egentlig gerne have været orienteret inden.

Selvfølgelig er det ikke sidste gang, jeg besøger Hotel Aqurium. Jeg har heller ikke noget imod nudister. Men tanken om kønshår, med fri adgang til flere tusinde liter vand og min gravide krop i samme omgang – nej. Det går ikke. Det passer ikke sammen. Det er alt for mærkeligt. Det er ikke luksus. Det er draperede gardiner med sovsepletter, sølvtallerkner med skjolder og “tjener, der er et hår i min mad“.
Det er alt for tysk, og vi er trods alt kun 80 km. fra den danske grænse.

For crying out loud…

Jeg er tanket op. Af en søvning by, et luksushotel, en mand og en bryllupsdag, gourmetmad på sølvtallerkner, sjove misforståelser, alkoholfrie drinks, regn, sol og alle de samtaler, vi aldrig når i hverdagen.
Jeg hev stikket ud. Helt ud. Lagde det langt fra kontakten og sætter det i i aften, men tænder ikke på kontakten før i morgen tidlig. Hvis jeg husker det.

Fordi Jesus dør i dag. Og det er en meget lang dag. 

I går spiste og drak han, opfandt nadveren og blev arresteret.

I dag dør han.

Men inden det sker, mente nogen, at han lige skulle tortureres for sådan for alvor at slå alvoren fast. Det gjorde blandt andre Pontius Pilatus, som var en grimmerkarl, der var sur over, at Jesus bare sådan gik og sagde at han var jødernes konge. Så Jesus blev tortureret, iført en kongekrone af torn og slæbte selv sit kors til Golgata, hvor resten af historien ligesom er fortalt. Og den kender du nok. Ik’?

Men ja, det er altså Langfredag. Den helligste af helligdage i påsken. Måske den mest hellige af alle helligdage på hele året. Ihvertfald hvis du spørger kirken.
Og Tyskland.
Og grænsehandlerne. For de holder nemlig lukket i dag. Faktisk står der på Fleggaard’s tilbudsavis, at der kun er lukket 3 gange om året: Juleaften, Langfredag og nytårsaften.
Så Langfredag er altså en af de seriøse baskere.
Og nu ved du det også.

Igen: ingen er kommet til skade under dette indlæg. Hjalte (min søn) spiser stadig tandsmør, får is klokken 09:00 og siger “for fanden”. Og her i huset tror vi. Men vi tror på os selv. Vælg selv, hvad du vil tro på.
Nu har du ihvertfald et lidt bedre udgangspunkt at træffe beslutningen på… bilder jeg mig selv ind.