Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Om at Få Unger Til at Måbe

Vi er kun 1.000 i verden, der har den. Den er hugget ud af bjerget fra landet, som ingen kender. Den udsender et kraftfelt af lys i regnbuensfarver, som beskytter mig mod monstre og zombier. Man må kun låne den fra mig – som er en af de 1.000 udvalgte – hvis man passer på den, ikke tager den om halsen, mens man kravler i træer og går S T I L L E op ad trappen, så man ikke vækker lillebror.

IMG_1021

 

Forstået? Og shyyy …

Soft Close stinker

Jeg er ret sikker på, at Soft Close toilettet er opfundet af en kvinde uden børn. Der er så mange situationer, hvor et Soft Close toilet ikke fungerer. Fx:

1) Når drengebørn skal lære at tisse indenfor kummen. “Lader du den hænge udenfor, mens du smækker brættet i, fordi du partout skal høre det kæmpe raballer, det giver – ja, så gør det ondt.”

2) Når børn putter ting i toilettet. Klokken 05.30 om morgenen, for 3. gang – så kunne det være rart, at det blev efterfulgt af et rap over nallerne, eller måske et skrald i skalden, når barnet nu står der med det halve af kroppen nede i kummen for at se om tandbørsten virkelig sidder fast.

3) Som afsløring. Jeg ved ikke med dig – men jeg har intet udpræget behov for at være tilstede, når mit store barn besørger. Han er også helst fri for mig. Så derfor får han lov til at være alene. Det er en god opdragelsesstrategi har jeg læst – men mangler kapitlet, der fortæller, hvem der betaler for slamsugeren, som skal suge 5 ruller toiletpapir op af kummen?
Her kunne jeg godt bruge et ordentlig brag, når de uopmærksomme fingre får tippet til brættet.

Gid kvinder uden børn holdt op med at være så glade for tissemænd.

Må Man Glæde Sig Til Efteråret?

Jeg er blevet mere og mere fan af sommeren. Meget er nemmere om sommeren. Det er nemmere at aktivere ungerne udenfor, nemmere i det hele taget, at få dem til at gå ud og nemmere at være spontan. I hvert fald i vores familie.
Men der er nu et eller andet over efteråret, der kalder på mig. Fx ser jeg meget bedre ud i høje hæle og jeans, end jeg gør i høje hæle og bare ben. Det er en ret så væsentlig faktor til, at jeg holder af efteråret. Men årstiden pirrer mine sanser bedre, end de tre andre venner efteråret har. Jeg får lyst til at lave mere ordentlig mad. Bruge mere tid på at handle råvarer, der ligegyldigt hvilke præferencer man har, bare ER bedre om efteråret. Svampe, figner, æbler, vildt, rodfrugter, græskar og varme tærter med flødeskum er noget af det, jeg glæder mig til at mæske mig i. Og min lyst til at DIY mig selv i smadder og klippe klistre, skrive, høre musik og se gamle film kravler stille og roligt ind på mig, når september kommer.

Jeg glæder mig til efteråret. Så meget, at jeg den anden dag fandt mig selv i de føromtalte jeans og høje hæle, siddende på trappen i 22 graders sol. Den samme morgen havde jeg tjekket vejrudsigten og overbevist mig selv om, at det ikke er for varmt i Danmark, når det er 22 grader.

trappe_solMen det var det …

Det er nok for tidligt at trække i efterårslooket , når nu september har en tendens til at spille sommer Inder. Men jeg kunne ikke lade være. For jeg glæder mig.

Om At Huske På En Anden Måde

Jeg har haft den bedste sommerferie med min lille familie nogensinde. Langt væk; varmt, udsigt ud over middelhavet og unger, der faldt på plads i sig selv og i vores familie. Det er ret specielt, når det sker – faktisk vidste jeg slet ikke, det kunne og ville ske, men det gjorde det, der i Provence.
Men som så mange andre gange, gik jeg i gang med at printe minderne ind i min hjerne, for jeg vidste, at jeg ville savne vores øjeblikke, når jeg kom hjem. “Du skal huske det her nu, Cristine!” “Du kommer til at savne det, når hverdagen kommer”. Istedet for egentlig bare at være til stede – men vigtigst af alt, at huske det, til det gode. Ikke fordi man kommer til at savne det, men fordi man skal bruge det til de situationer, der påkræver det. Det er som om, man allerede er trist i sit minde, inden situationen er færdig med at ske, for man ved, at netop dette her sker sjældent.
Jeg øver mig i at stoppe med det, og vende det til det, der kan bruges, når den der hverdag melder sig. Prøve at lade være med at savne det, men glæde mig over, at vi kunne, og at vi kan igen.

Som dagen her, hvor vi plukkede hyben og tog på stranden, og spiste is kl. 11.00, så film under aftensmaden og gik i seng alt for sent. Den dag, vil jeg ikke huske med savn. Det var den faktisk alt for god til.
foto 1_3 foto 3_4 foto 2_3

Frivillig Fest

Jeg må indrømme, at jeg på halen over, hvad folk kan, når de først går sammen om noget. Specielt, når der ikke kommer penge ind på bankbogen af det. Frivillighed, er noget, som fylder mit hoved meget, og jeg kan mærke, at tanken om at være med til noget, fordi man vil andre noget godt er ekstremt tiltalende. Det gør mig hverken unik eller speciel, for heldigvis så blomstre lysten til at være frivillig hos danskerne. Vi vil gerne. Vi vil gerne hinanden, og være gode ved hinanden.
Min by – Køge afholdte i den forgangne uge Køge Festuge. Et arrangement, der er stablet på benene af en række passionerede mennesker, der ikke får en krone for det. Og nej, de redder ikke liv i Syrien via deres frivillighed, men de giver en hel by, i en hel uge en oplevelse og en chance for at mødes. Og det er der al mulig grund til at værdsætte.
I går sluttede de festen af med nogle af danmarks største legender: D-A-D. Jeg er kæmpe fan, og har været det lige siden rockbacillen bed sig fast i mig. De er en del af mit ungdomssoundtrack, og da jeg boede i Athen og skrev hovedopgave, var albummet: Helpyourselfish, det jeg hørte. Hele tiden. Som i grænsende-til-det-neurotiske-hele-tiden. Jeg er ret vild med dem.

At Køge Festuge formåede at lande dem, ovenikøbet som den sidste koncert i deres sommertour var så fedt!
DAD DAD1Når det så er sagt, så har jeg været til D-A-D koncerter, der var bedre. Men jeg er også svær at imponere eftersom jeg har set dem så mange gange. Det stoppede dog ikke min fest, tværtimod. Faktisk festede vi så meget igennem i mit slæng, at vi blev bedt om at dæmpe os lidt. Hvilket ikke skete. Overhovedet …

Men det var måske heller ikke så vigtigt at D-A-D var på toppen i går, for det, de små festivaler og festuger kan, er, at lade folk komme helt tæt på. Kunstnerne “står lige der oppe”, og man føler ikke, at stjernerne er så langt væk fra den jord, de går rundt på sammen med alle os andre. Det er det, der er skønt ved Køge Festuge, og alle andre af landets festuger, for den sags skyld. Nærheden, til trods for at flere tusind mennesker er på samme sted. Det afholdes i små byrum, hvilket sørger for intimiteten, og så er det vigtigste af det hele: At det er drevet af mennesker, “der bare gerne vil give byen en fest”. Det sætter jeg stor pris på, og som det kunne opleves i går – det gjorde alle de andre også. Selvfølgelig er der ting, der kunne optimeres, gøres bedre og mere professionelt – men det er der helt sikkert også på Roskilde Festivalen; det kan bare bedre skjules, når skalaen er mindre (og for publikum, mere overskuelig).

Tak for den frivillige fest. Den gjorde godt, også selvom hovedet er knap så kækt i dag.

Den Bedste Mojito Opskrift

Nej, det er ikke meningen, at denne blog skal udvide sig til et opskrift univers. Men det er ethvert menneskes pligt, at dele det gode i livet med andre, og det er netop det, der vil ske nu.

Jeg har aldrig kunnet lave en mojito. I hvert fald ikke godt. Alle tidligere forsøg er endt i en slat grønt, med for meget rom og seriøst mangel på sukker. Indtil nu.
Jeg har knækket koden! Mojito koden. Og hvilken kode at knække.

Hemmeligheden ligger i olierne i myntebladene. De skal ligesom presses ud. Ikke ad en, men ad to omgange. To nænsomme omgange. En god mojito kan ikke klattes sammen, og mindst af alt, laves, når man er stang stiv og overbevist om, at man er Top Of The Pop Bartender. Det kræver lidt klarhed og snilde.
foto
Du skal bruge følgende til en person: (sørg for at fordoble opskriften så den passer til flere, inden du er vissen, hvis du alligevel er hoppet ind i troen om at du er Top Of The Pop Bartender)

  • 10 friske mynteblade
  • 1 lime delt i 4 stykker
  • 2 spiseskeer rørsukker (jep, der skal løbes et par kilometer efter indtagelsen. Men vent til et par dage efter)
  • Knust is
  • Danskvand med citrus*
  • Hvid rom*
  • En morter

Du gør følgende:

I et højt glas lægger du først en limebåd og derefter alle myntebladene. Ja – rækkefølgen er vigtig, fordi du på den måde får presset olierne bedst ud af myntebladene.
Brug morteren til at knuse/presse godt og grundigt. Dine muller skal bruges her.
Så skal resten af limebådene i, samt alt sukkeret. Pres/knus endnu en gang. Der skal muller til endnu en gang.
Lad være med at “banke” med morteren. Pres istedet. Spørg ikke hvorfor. Det virker bare bedre på den måde.
Nu står du tilbage med en saft af lime, sukker og mynteolie, som dufter fuldstændig fantastisk.
Herefter skal der fyldes op med is, hældes ca. 2-3 centiliter rom over og for resten bruger du danskvand med citrus.
Rør rundt med et sugerør og smag til med ekstra rørsukker, hvis du er til den søde slags. Hvilket man jo er, når man er til Mojito, ik?
IMG_0009

 

 

Velbekomme. God fest og god weekend.

*Grunden til, at jeg ikke har skrevet mål på rom og danskvanden, er at du selv må styre, hvor fuld du vil være. 

Dengang Du Sagde Det Der …

10 år ude i fremtiden:

Skulle vi ikke bare sige, at nu, hvor du er 10 år ældre, ved du godt, at du dengang var 23, og ikke vidste bedre? At du nu, efter at være blevet stillet spørgsmålet til den sidste jobsamtale: Hvornår skal du have flere børn? godt ved, at det du sagde dengang, sagde du fordi du var 23 år, og ikke vidste bedre.
At du også nu ved, at du sagde det fordi, du lige var kommet ud af puppen, der spandt silke om din pengepung og dit sidste lejlighedskøb og havde curlet dig til toppen af poppen.

At du nu ved, at kvinder i Danmark ikke er undertrykte som i 1915 da vi fik stemmeret, men at vi nu er kommet så langt, at vi bruger vores stemme til stadig, at hjælpe kvinder, der overhældes med kogende olie i lande, der ligger så langt væk fra din sidste sommerhus destination i Tisvilde.

At du også har oplevet, at måtte tage hele barslen, fordi I ikke kunne undvære din mands løn. Den er jo trods alt den højeste. Og at du derfor, også nu – efter at have læst andre bøger end Shopaholic, ved, at arbejdsmarkedet er et hårdt sted at være.
Men at du også skammer dig lidt over at din mor eller en far aldrig ringede fra silkefabrikken og bad dig tænke lidt over, hvordan du formulerede dig i de danske medier. Værst af alt, er du nu i gang med et forældreopgør, der raser over, at ingen hjemmefra havde lært dig, hvordan det virkelige liv udspiller sig.
Det kunne jo være undgået, hvis de havde taget ansvar langt tid inden du udtalte dig dengang.

Skulle vi ikke sige, at alt dette kun var fordi du var 23 år? At du egentlig er ked af at udtale dig om noget, du ikke vidste noget som helst om, fordi du ikke have levet længe nok til at vide det.
Og at du nu ved, at man ikke siger, at man skammer sig over noget, før man selv er holdt op med at være skammelig?

Åh, hvor er det rart at få det sagt. Det letter lidt på den grimme smag i munden, som de sidste 10 år gav dig.

Vi kan alle tage grueligt fejl. Du er tilgivet.

Lidt om det vi selv vælger

Vi er så heldige at have de bedste bedsteforældre i verden. Den slags, der aktivtere raketmotoren i bilen, når termometret viser alt over 37,5 grader hos vores drenge. Den slags, der så gerne vil, og som føler en uge væk fra mine drenge er en tidsalder.
Vi er heldige, og vi ved det godt.

De sidste par måneder, har debatten om de danske, efter sigende, forkælede småbørnsfamilier kørt igen. Landets aviser har flydt over med artikler, der fortæller alt om, hvordan vi selv har valgt vores liv, at vi mistede retten til at brokke os over tidspresset, da vi valgte karriere sammen med børn.
Fair nok. Behovet for at ytre meninger om, hvordan andre bør leve deres familieliv, har aldrig været større – ikke mens jeg kan huske det i hvert fald. Ofte siger debatørenes trang til ytringen mere om dem og deres fællesskabsforståelse, end de mennesker, der er bag småbørnsfamilierne.

Fordi min mand og jeg har så gode bedsteforældre, er vi også et par, der ofte er alene sammen. Vi tager ofte på en weekendtur sammen, enten med venner eller alene. Igen: Vi er heldige, og vi ved det godt. For det er God Damn svært at få det hele til at passe sammen, få hverdagen til at hænge i bare to tråde i stedet for en og i det hele taget nå at nyde et kys, der er mere end: “Hej, vi ses om 100 år”, eller; “hej, vi sås sidst for 100 år siden. Jeg går i seng”. Skilsmisseraten er endnu en gang på vej op – en af årsagerne er, at vi glemmer hinanden som par. Værst af alt; som mennesker.

Men hvis man nu ikke har de samme bedsteforældre som vi har, hvad gør man så?
Ser jeg rundt i vennekredsen, så er der ikke mange, der gør så meget. Det er som om, at bedsteforældrene, og mangel på samme, er blevet lighedstegn med, om man kan få et par timer sammen – alene, uden børn. Kommer der linedance og spanskkursus i vejen for bedsteforældre planlægningen, så er der ikke noget at gøre.
Men det er der. Og der er her valget kommer ind.

Jeg er aldrig – og jeg mener aldrig, blevet spurgt om jeg vil passe nogen af mine venners unger. Jeg har tilbudt det ofte, men ingen tager imod. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke tænker det, som en reel mulighed. Måske mener jeg det ikke – sådan for alvor?
Men det gør jeg. Det er alt andet lige nemmere med flere børn. De kan lege sammen, de kan grine sammen, og som regel ender de på værelset i en bunke af Lego, og vi ser dem ikke før 3 timer senere, når en skal tisse eller have en leverpostejsmad.

Hvorfor er det, vi ikke vælger vores venner til i den sammenhæng? Det er som om, at venner kun er dem man hygger sig med, når der skal drinks på bordet, eller der skal spilles et eller andet åndsvagt brætspil, der stopper al voksen kommunikation, der kunne rykke livet videre (jeps – det var en fordom). Hvorfor benytter vi os ikke af muligheden for, at vennerne udemærket ved, hvor hårdt det hele er en gang i mellem, og hvor meget dinner and a movie kan hjælpe kærligheden.
Hvorfor tænker vi ikke vores venner ind, som en del af vores familiefællesskab? Der er oven i købet børn at lege med. Og sjove voksne, der har iPads, Playstations og Wii maskiner.

Når vi nu skal tale om valg, så mener jeg, min generation er rocker dårlige til at bruge hinanden. Vi vælger hinanden fra i en tid, hvor vi har brug for hinanden. Det er en synd og skam, for der er ingen i denne verden, der er bedre til at sætte sig ind i hverdagens lort og lagkage end vennerne, der står midt i det. Og der er altid plads til et lille jordbær mere i den lagkage, jeg står i. Specielt, når jordbæret er dyrket af mennesker, som jeg holder uendelig meget af.

I kender mit nummer.

 

Ferieblues

Og den er ikke engang færdig endnu.

Men netop hjemvendt fra Sydfrankring, med 4.000 kilometer i bil-sidde-musklen, en kulør, tanker om udsigten udover Middelhavet og lyden af cikader i baggrunden – ja, så får man lidt ferieblues. Når man handler i Netto, og bliver ked af udvalgtet, fordi sidst man handlede var det i Provence’s bugnende supermarkeder, der har forstået konceptet: Mad – ja, så får man lidt ferieblues.

Jeg savner det allerede. Langsomheden, tiden og varmen. Synet af børn, der leger med det, der er, og får fantasien til at rulle. Vinen og den varme vind. Alt er savnet.

Jeg har bestemt mig for, at savnet, må bruges til noget nyt. Til at berige min hverdag (som ikke er ferie), med det som jeg har savnet siden jeg stoppede. At være her; at blogge og genoplive den skrivekløe, som kun får professionelt brænde til bålet i øjeblikket. Det må være det, som jeg bruger allermest kontruktivt fra denne ferieblues – de andre ting, som at jeg har lært mine unger bedre at kende, kigget på min mand i et andet lys og nydt mig selv gå rundt i bikini uden at trække maven ind – bruger jeg ikke kun til hverdagen, men til resten af livet.

Det er nok alligevel en god kombi, og en udemærket start på sidste del af ferien.

Velkommen.