Et par gange om måneden dumper der noget ind i min mailboks. Ok, det sker dagligt må jeg skynde mig at sige, i frygt for at blive stemplet som en af dem, ingen gider skrive til. Men de der par gange om måneden venter jeg spændt på, for det er nogle af de få mails, som jeg rent faktisk gider læse.

De kommer nemlig fra en højst begavet dame. Men krøller på toppen og et hjerte, der brænder for kommunikation, branding, PR og tekstforfatning. Og når nu jeg har flammer, der også brænder der, så nyder jeg at læse hendes ord.
Hende der, Julia Lahme.
Og jeg synes, du skal vide det for ikke nok med, at hun ved en masse om netop kommunikaiton, branding, PR og tekstforfatning, så deler hun ud af det på en måde, så du bliver klogere hver gang du læser hendes MiniMagasin (og indrømmet – så synes jeg også du skal vide det, fordi hun ganske simpelt er et skønt menneske).
Der er ikke noget fnidder og noget “jeg holder på mit, for du skal ikke stjæle min viden”. Det er gode, saglige artikler, der handler om alt det, som du skal vide, hvis du bare interesserer dig en smule for den verden. Hvis du ovenikøbet arbejder med nogle af områderne, så snyd ikke dig selv for 2 månedelige goodiebags, som indeholder alt fra egne artikler, interviews med personer med noget på hjertet og en masse links til interessante workshops, artikler på det store internet og små godbidder, der med garanti gør dig klogere.

Tryk her og tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af alt det du bør og burde vide, når du sidder til kundemøder eller kloger dig på kommunikation, Branding, PR og tekstforfatning

Og tryk her, hvis du vil have gratis e-bøger fra Julia. Ja, gratis. For sådan er hun…

Hvis du ikke kender hende, så ser hun sådan ud og kan også findes her og her

Læs mere om Julias forhold til bloggen lige her: www.julialahme.dk

 I det sidste nummer af Julias MiniMagasin kan du eksempelvis læse om Facebook-afhængighed, og om hvorfor det er usexet at være rig.

Hvis du havde glemt det.

Og jeg har beviser.

I dag fik nogen (der ikke nævnes for vedkommende er nok sur på sig selv) lagt min pung på et biltag og kørte derefter videre til storbyen. Det resulterede i – ja, du ved nok selv: En pung, der ikke længere fandtes.

Indtil Lotte fra længere oppe af vejen, opdagede den, samlede den op, vendte sin cykel om – i varmen – og cyklede op ad min 10% stignings bakke, hvor jeg bor, og lagde den i min postkasse.

Så fandtes den pludselig igen.

Og min tro på, at verden stadig er et dejligt, venligt sted med mennesker, der tænker på mange andre end sig selv, er intakt.

Så hvis du havde glemt det: Der er stadig masser af varme at få.

Det er næsten ikke til at forstå. Men det er sandt nok. Det er ude. Det er sagt. Det kan ikke trækkes tilbage. Det har været på forsiden, og vi ved alle, at når vi bliver budt velkommen på forsiden, gør det ondt.

Og så alligevel. Gør det nu det? For Lisbeth, der pryder min forside på min lokalavis i denne uge, ser alligevel ikke så ked ud af det. Faktisk ser hun helt fornøjet ud. Tenderende til noget af en humørbombe, kunne man sige. Måske har hun selv budt sig selv velkommen på forsiden? Lige meget hvad, så er det der, hun er. Og jeg tror ikke, at det gjorde så ondt at være der. På Lisbeth. På alle os andre gør det ondt. Ret ondt. I øjnene.
(Artiklen handler om Lisbeth’s keramikværkted. Hvilket kun gør det hele endnu mere underligt…)

Det er næsten ikke til at forstå. Men det er sandt nok. Det er ude. Det er sagt. Det kan ikke trækkes tilbage. Det har været på forsiden, og vi ved alle, at når vi bliver budt velkommen på forsiden, gør det ondt.

Og så alligevel. Gør det nu det? For Lisbeth, der pryder min forside på min lokalavis i denne uge, ser alligevel ikke så ked ud af det. Faktisk ser hun helt fornøjet ud. Tenderende til noget af en humørbombe, kunne man sige. Måske har hun selv budt sig selv velkommen på forsiden? Lige meget hvad, så er det der, hun er. Og jeg tror ikke, at det gjorde så ondt at være der. På Lisbeth. På alle os andre gør det ondt. Ret ondt. I øjnene.

F. eks. den 1. maj. Hvor jeg blev sygemeldt fra jobbet pga. plukveer.

Eller den selv samme dag, hvor mit 1 barn startede i børnehaven for 1. gang. Og jeg smurte den 1. madpakke.

Eller da det 1. barn havde sin 1. playdate, med bedstevennen. Og han blev hentet af bedstevennens søde far, der tog dem med i skoven for 1. gang. Altså 1. gang uden mor. Eller far.

Det er også 1. gang, at jeg er mor med plukveer, til 1 barn på vej og 1 i gang med livet.

Så der er en 1. gang for alt. Og det er ok. Bare overvældende.
Men det er sidste gang, at jeg forlader bloggen så lang tid.

Skulle bare lige ovenpå med alt det nye. Endnu en gang.