“Når du køber de sko, så dør der en ko!”
“Hver gang, du tænder for vandet, skal du tænke på, at der dør børn i Afrika, fordi de ikke har nok vand”

Og nu skal du også pille din heks ned af dit bål, som du skal fyre af i dag. Skt. Hans aften. For ellers, så støtter du fortidens hekseafbrændinger, hvor sagesløse kvinder, der kunne noget med planter (eller tog byens mænd fra de sure koner) blev brændt på bålet. I hvert fald ifølge religionshistoriker, Jens André-Herbender, som skriver i sit debatindlæg, Afskaf de idiotiske heksebrændinger, bragt i Politiken d. 22/6, at: “Dermed legitimerer vi i en vis forstand massemordet”.

Men altså – var der ikke noget med, at Skt. Hans aften er en Midsommerfest? At man tænder bålet, som er: A) et symbol på at forlænge de lyse timer, der stille går på hæld fra i dag af og B) og, som et forsøg på at drive onde ånder væk, og her tænkte man ikke på hekse? Og at man så fejrede det igen d. 21. december, hvor vi fejrer vintersolhverv, altså lysfest for at hylde, at nu kommer lyset stille igen? Eller; ligesom folkemunde, igennem tiderne har sagt, at urter samlet på denne aften, var specielt magiske, for her var alle naturens kræfter på spil og særdeles stærke.

Jo, det var der vist noget om. Ligesom der også en hel masse om, at der er ingen historiske påvisninger på, eller om, at Skt. Hans aften har noget som helst med hekseafbrændinger at gøre. Så vidt jeg er orienteret, så brændte man lystigt kvinder af på alle tider af året, dengang i 1600 tallet og tidligere. Man kunne også argumentere for, at netop den krogede næse, kosten der kan flyve (!), den sorte høje hat og de altid manglende tænder, ikke mimer de kvinder, der blev brændt dengang. Det var nemlig helt almindelige kvinder, som du og jeg, og ikke en kroget gammel dame på en kost.
Så symbolikken lever i bedste velgående og minder mest af alt om et ritual og ikke så meget en helligelse af massemordet.

Men okay. Jeg kan da godt se, at en heks på bålet er en form for hån mod de kvinder, der måtte lade livet i heksens tegn. Men altså, hvad så med de “stakkels” lam til påske? Og hvad så med katten i tønden? Skal jeg fortælle min søn, at han ikke må være Lynet McQueen eller SpiderMann til næste februars fastelavn, og at hver gang han slår på tønden, så er det faktisk det samme som at slå hans egen kat – som forresten er sort? Eller, skal vi virkelig bløde fra vores hænder, for at kunne nyde julen?

Problemet er bare, at mine ord vejer meget let i denne sammenhæng, for skribenten starter indlægget med at smide Holocaust kortet. Og det kan man ikke komme tilbage på. Han beder mig forestille mig følgende scenarie: om jeg synes det ville være fedt, at tyskerne hvert år stillede en ovn ud i deres have og brændte en jødefigur af, mens de sang en, til lejligheden, opfunden sang? Nej. Det ville jeg ikke.

Men jeg synes, at enhver kronik, der indledes med et Holocaust kort, er, hvad det er: En mening, der mangler ballast, og derfor skal startes med at skræmme livet af folk og deres glæde, for at få vægt. Sådan lidt i samme stil som det med at brænde hekse af…
Læs kronikken her.
Læs en mere oplysende artikel om Skt. Hans her 

Og hav så en god aften.