Jeg vil gerne have en tatovering. Og jeg vil gerne have en tatovering, der minder mig om mine børn. Ja, tak. Hån, grin og kast med mudder – I know: Det har alle de andre også. Men jeg er ligeglad; alle de andre har jo ikke mine børn, vel?

Jagten er derfor gået ind. På den mest originale tatovering, ever … Den som ingen andre har, og som ingen andre har set. Altså igen; som alle de andre …

Nå. Nu er vi vist færdige med tænke-vink-med-en-vognstangs-prikkerne.
Altså, tatovering.
Det mest oplagte er selvfølgelig at bruge deres navne. Hjalte og Asbjørn. Men originalt er det ikke. Alternativet kunne være at bruge initialerne eller nummeret for forbogstavet i alfabetet. Men her var det så, at jeg for alvor opdagede, at i tatoveringssammenhænge, har jeg så absolut ikke valgt de rigtige navne til mine drenge. Se selv hvorfor:

HA
Som i: Hahahah, du er sjov. Eller Hells Angels.

AH
Som i: Ahhhh, det var dejligt. Eller Adolf Hitler.

81
Som i: Et tal. Eller AK 81anagram

18
Som i: Et tal. Eller Adolf Hitler anagram

Det går ikke. Jamen, det gør det ikke!

Så hvad med fugle, tænkte jeg. Der er gode historier i fugle. De flyver frit, de ejer deres egen skæbne og er i pagt med naturen. Men da jeg så googlede “fugle tatovering” for at få inspiration, fik jeg 60.400 hits, hvilket trækker størstedelen af originaliteten ud af den ide.

Hvad med hjerter? Ja, hvad med en is, en skumfidus, en prinsessekjole og en ethjulet cykel til cirkusprinsessen? Det er drenge, jeg har født. D R E N G E.

En drage? Ok, så drenget behøver det heller ikke at være.

Stjerner? Den er taget. En god veninde har allerede været der.

Deres fødseldage? Den er også taget. Den ene dato sidder på venstre arm hos min mand. Den anden kommer snart på højre som en del af et helt ærme. Og så bliver det ligesom overkill, ik?

Så det er der, jeg står. Ideforladt og alligevel med en lille ide om, at det mest originale jeg kan gøre, er at få tatoveret deres navne. Hjalte og Asbjørn.

Og hvorfor egentlig ikke? Muligvis tænkte vi os ikke om i modesammenhæng, da vi døbte dem. Men vi tog jo navnene, fordi de var de smukkeste navne til vores to drenge?
Samtidig vil det tage broden af alvoren, hvis jeg en dag får Alzheimers.

Jeg tænker videre. Resultatet skal nok komme på bloggen. Indtil da modtages gode bud gerne.
Altså, gode, originale bud, der aldrig er set før.

Nå, men, prøv at hør. Jeg bor i en metropol. Hvorfor jeg nogensinde har valgt at flytte herfra, er gåden, der løses når universet bryder sammen af bar ærgelse over at Helle ikke gjorde det bedre … sidespor. Beklager.

Nå, men Metropolen, Tommelise Badeby, som vi kalder den, flotter sig. Med cityforeninger, lange åbningstider, narkomaner og millionærer. Alt er her. Og nu kan byen også kalde sig selv for et reklame mekka! Mangler du inspiration, så tag toget mod Fredericia, når du ankommer til Odense. Det sner her – ikke bare i lange tykke baner, men det sner i metervis af metervarer af god kommunikation.

Eks. denne her:
Og denne her:
… som er set i den lokale høreapparatbutik.

Jesus til hest.

USA for ikke at skide i nælderne, og vælge den rigtige Præsident endnu en gang.

Tak for det.
Og Happy Thanksgiving.

Jeg kender kun een mand, der ville gemme et stykke laks på størrelse med en fingernegl. Kun een. Og jeg er gift med ham.

Jeg ved ikke om det er sødt, patentligt, nærigt, tåbeligt, CO2 besparende eller bare en sød tanke om, at jeg nok lige stod og manglede et stykke laks til min krumme.

Der er sket noget. Siden den gang, hvor jeg serverede pasta med ketchup og vand til en veninde, som lige var kørt fra et overdådigt bord til en julefrokost, for at blive serviceret af mig.

Ok. Det er mange år siden, det er sket. Der er kommet uddannelse, huslån, ægteskab og børn indimellem, og jeg drikker ikke ølbong mere, som vi endte med at gøre den aften.

Livet er sket på mig. På os, min mand og jeg og på vores køkken og hus. For det er ikke kun i antallet af ansvarsopgaver og bleskift, vi kan måle forandringen i vores liv. Det er også i antallet af ting, vi har anskaffet os i håbet om at forenkle vores liv.
Vores vognpark af udstyr i “Jeg Tror Mit Liv Bliver Nemmere, Hvis Jeg Har Sådan En”, tæller fx:

En løvstøvsuger … ?
Et vaffeljern
En toaster
En kantklipper
En frituregryde
En grillpande … Som OM du taber dig, af at stege uden fedt …
Et videokamera
Ukrudtsfjerner jern noget
Og meget, meget mere.

Som det ses, så er det lidt til det hele. Til den hurtige madlavning, til den nemme haveordnings tjans, til de for mange kilo og til at forevige minderne.
Og jeg har smilet, hver gang jeg har købt det: “NU bliver det nemmere!” har jeg tænkt. Kun for hver evig eneste gang at opdage, at livet lige præcist er så svært som det altid har været, og at en løvstøvsuger vejer 10 tons og derfor er en pæn umulig opgave at håndtere for en størrelse som mig.

Men hvad vigtigst er, er, at alle disse genstande, minder om de forandringer der er i mit liv. For jeg mener; hvem køber en løvstøvsuger, dagen efter man har drukket ølbong? Nej, vel? Man køber kun en løvstøvsuger dagen efter, man har skændes med sin mand over, hvem der rydder den skov, der endnu engang er faldet ned i parcelhaven.

Og i fredags skete det så igen. Jeg fik et Mandolinjern. Af en veninde, der synes det var morsomt at en hipster wannabe, ønskede sig noget, der kunne slice agurker i tynde skiver. Så morsomt, at hun måtte købe det til mig. Så derfor. Værsgod’, midt i brunchen på hipster cafeen. Et Mandolinjern til damen. Tak. Og jeg mener det stadig: Tak!
Jeg er umennesklig glad for anordningen.

Men da det kom hjem i mit køkken, og da det havde skåret papirstynde kartoffelskiver, der endte i frituregryden som hjemmelavede chips, stod det der og tronede. Som et fallossymbol på husmodergerningen. Som et landemærke i mit liv. Der tænkte jeg: Ok. Så er du der. Der, hvor du tænder på hjemmelavede chips og tynde agurker. Helt utrolig lang fra dengang, hvor du tænkte: Vi skal være stive. Vi gider ikke kaste op. Altså, må vi have mad. Hvad har jeg? Pasta? Tjek! Ketchup? Tjek? Vand? Tjek! Øl? Tjek! Bong? Tjek! Opkastkatestrofe afværget. Primalhjerne tilkoblet? Tjek!

Så helt utrolig langt.

Og det er godt. Det er ok. Det er slet ikke fordi, jeg ikke synes, det er i orden. Men tid er et abstrakt fænomen. For selvom vi synes livet er langt – og i perioder, virkelig kort, så er det forandringerne, der definerer tiden.
Og hvor anderledes det hele er. Og pludselig er blevet. Lige nu, står der et Mandolinjern i mit køkken, og jeg er rigtig glad for det. Men hvis det havde stået der for 15 år siden, var det blevet gemt væk og glemt. Når det står der om 15 år, vil jeg være irriteret over at det er blevet sløvt på grund af slitage. Og når mine unger rydder ud i mors gamle sager, når jeg er død og borte, vil de forhåbentlig huske, hvor mange hjemmelavede chips mor lavede på hendes elskede Mandolinjern.

Men der er langt fra pasta med kethup til hjemmelavet økologisk agurkesalat. Mandolinjernet skal heller ikke bære ansvaret for, at minde mig om, at tiden går. Men som det stod der, i sin magt og vælde, blev jeg alligevel lidt stille. Stille på en måde, der giver lidt lyst til at råbe højt, drikke ølbong og vade ubekymret frem i livet.

… Og jeg som bare ville lave agurkesalat på den rigtige måde.

Noget Madonna
Grafitti 6
Queen
Alphabeat
Og et forsøg på mere Madonna. Men det måtte jo stoppe. Det kan ikke blive ved.

Hvorfor så det? Jo, fordi jeg danser. Mens Asbjørn ligger på gulvet med store øjne, danser jeg rundt om ham og får pulsen op. En hel halv time, efterfulgt af noget selvpineri med en vægtstang, maveøvelser, squats og noget andet fint, der gør hammer nas. And It a’int pretty, honey.
Men nødvendigt. For hold nu op. Som i: H O L D N U O P ! Sådan et kejsersnit har det med at snitte alt over. Kondition, mavemuskler, åndedræt og pulsen er væk. Pist.
Det kan vi ikke have. Mere. Så derfor danser jeg rundt omkring Asbjørn. Mens jeg ser virkelig dum ud og lytter til virkelig dårlig musik, som Madonna og den slags. Men der er puls i det, og pulsen har jeg brug for. Jeg kan heller ikke danse rundt til Eddie Vedders Ukulele Songs hele tiden. Han er ikke så fitness venlig, som man skulle tro.

Og nej, jeg gad ikke se mig selv i hovedet, mens jeg, stønnene, forpustet mimer med på: Another one bites the dust. Eller: We Will Rock You.

Du gad godt – men det er derfor, at du er på arbejde, og jeg er på barsel. Og det vil heller ikke være muligt, for jeg HAR sørget for at trække gardinerne for. Alt andet ville være tarveligt.

Kravlende op fra sumpen af bleer, babylort, badehætter (nogen, der har set Anders Matthesens nye show?), hussalg og praktiske gøremål, der er så røvsyge, at du ikke gider høre nærmere – kommer hun: Cristine. THE SURVIVOR!

Beskidt, som aldrig før. Armsvedslugtende, tilgylpet og ikke mindst rødglødende over tåbelige ejendomsmæglere, er hun tilbage. I røg og damp med maveonde og endnu større gæld.

Hej, for helvede. Undskyld.
Jeg bliver hængene denne gang.