Den dag Mandolinjernet flyttede ind

Der er sket noget. Siden den gang, hvor jeg serverede pasta med ketchup og vand til en veninde, som lige var kørt fra et overdådigt bord til en julefrokost, for at blive serviceret af mig.

Ok. Det er mange år siden, det er sket. Der er kommet uddannelse, huslån, ægteskab og børn indimellem, og jeg drikker ikke ølbong mere, som vi endte med at gøre den aften.

Livet er sket på mig. På os, min mand og jeg og på vores køkken og hus. For det er ikke kun i antallet af ansvarsopgaver og bleskift, vi kan måle forandringen i vores liv. Det er også i antallet af ting, vi har anskaffet os i håbet om at forenkle vores liv.
Vores vognpark af udstyr i “Jeg Tror Mit Liv Bliver Nemmere, Hvis Jeg Har Sådan En”, tæller fx:

En løvstøvsuger … ?
Et vaffeljern
En toaster
En kantklipper
En frituregryde
En grillpande … Som OM du taber dig, af at stege uden fedt …
Et videokamera
Ukrudtsfjerner jern noget
Og meget, meget mere.

Som det ses, så er det lidt til det hele. Til den hurtige madlavning, til den nemme haveordnings tjans, til de for mange kilo og til at forevige minderne.
Og jeg har smilet, hver gang jeg har købt det: “NU bliver det nemmere!” har jeg tænkt. Kun for hver evig eneste gang at opdage, at livet lige præcist er så svært som det altid har været, og at en løvstøvsuger vejer 10 tons og derfor er en pæn umulig opgave at håndtere for en størrelse som mig.

Men hvad vigtigst er, er, at alle disse genstande, minder om de forandringer der er i mit liv. For jeg mener; hvem køber en løvstøvsuger, dagen efter man har drukket ølbong? Nej, vel? Man køber kun en løvstøvsuger dagen efter, man har skændes med sin mand over, hvem der rydder den skov, der endnu engang er faldet ned i parcelhaven.

Og i fredags skete det så igen. Jeg fik et Mandolinjern. Af en veninde, der synes det var morsomt at en hipster wannabe, ønskede sig noget, der kunne slice agurker i tynde skiver. Så morsomt, at hun måtte købe det til mig. Så derfor. Værsgod’, midt i brunchen på hipster cafeen. Et Mandolinjern til damen. Tak. Og jeg mener det stadig: Tak!
Jeg er umennesklig glad for anordningen.

Men da det kom hjem i mit køkken, og da det havde skåret papirstynde kartoffelskiver, der endte i frituregryden som hjemmelavede chips, stod det der og tronede. Som et fallossymbol på husmodergerningen. Som et landemærke i mit liv. Der tænkte jeg: Ok. Så er du der. Der, hvor du tænder på hjemmelavede chips og tynde agurker. Helt utrolig lang fra dengang, hvor du tænkte: Vi skal være stive. Vi gider ikke kaste op. Altså, må vi have mad. Hvad har jeg? Pasta? Tjek! Ketchup? Tjek? Vand? Tjek! Øl? Tjek! Bong? Tjek! Opkastkatestrofe afværget. Primalhjerne tilkoblet? Tjek!

Så helt utrolig langt.

Og det er godt. Det er ok. Det er slet ikke fordi, jeg ikke synes, det er i orden. Men tid er et abstrakt fænomen. For selvom vi synes livet er langt – og i perioder, virkelig kort, så er det forandringerne, der definerer tiden.
Og hvor anderledes det hele er. Og pludselig er blevet. Lige nu, står der et Mandolinjern i mit køkken, og jeg er rigtig glad for det. Men hvis det havde stået der for 15 år siden, var det blevet gemt væk og glemt. Når det står der om 15 år, vil jeg være irriteret over at det er blevet sløvt på grund af slitage. Og når mine unger rydder ud i mors gamle sager, når jeg er død og borte, vil de forhåbentlig huske, hvor mange hjemmelavede chips mor lavede på hendes elskede Mandolinjern.

Men der er langt fra pasta med kethup til hjemmelavet økologisk agurkesalat. Mandolinjernet skal heller ikke bære ansvaret for, at minde mig om, at tiden går. Men som det stod der, i sin magt og vælde, blev jeg alligevel lidt stille. Stille på en måde, der giver lidt lyst til at råbe højt, drikke ølbong og vade ubekymret frem i livet.

… Og jeg som bare ville lave agurkesalat på den rigtige måde.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>