Det er næsten ikke til at forstå. Men det er sandt nok. Det er ude. Det er sagt. Det kan ikke trækkes tilbage. Det har været på forsiden, og vi ved alle, at når vi bliver budt velkommen på forsiden, gør det ondt.

Og så alligevel. Gør det nu det? For Lisbeth, der pryder min forside på min lokalavis i denne uge, ser alligevel ikke så ked ud af det. Faktisk ser hun helt fornøjet ud. Tenderende til noget af en humørbombe, kunne man sige. Måske har hun selv budt sig selv velkommen på forsiden? Lige meget hvad, så er det der, hun er. Og jeg tror ikke, at det gjorde så ondt at være der. På Lisbeth. På alle os andre gør det ondt. Ret ondt. I øjnene.