En overnatning. Ikke på hotel, men på hospital. Bag tremmer i en stor seng, på et stort sted med et lille bitte bristet hjerte, hos en dreng, der pludselig ikke trak vejret.
Men heldigvis med sin mor ved siden af, og hendes hånd. Og heldigvis uden viden om, hvor meget hun græd da det lille bitte menneske sov.
Men i trygge hænder – det var vi. Midt på hospitalet og lige før en fødselsdag for de 3 år.
Ved du hvad Cristine – det er bare så uhyggeligt. Man bliver så forskrækket. Igår var vi til lægen med A. Han havde astma/bronkitis i forbindelse med forkølelse. Man bliver så bange.. Kram
Jeg blev ikke bare forskrækket. Jeg blev angst. Grundangst. Og nu kan jeg ikke gå i seng eller nyde min aften, uden at jeg lige er sikker på, at han trækker vejret…
Ej for pokker! Sikke en forskrækkelse og enhvers største mareridt! Hvad skete der dog? Det lyder dramatisk.
God bedring i hvert fald.
Kære Cille
Han fik et svært anfald af falsk strubehoste, som resulterede i at han ikke kunne få vejret og til sidst kastede hvid galde op… meget ubehageligt, men tak for tanken!
Kh. C
Puuh…. Jeg har også prøvet noget lignende. Og blev ikke bare bange men Angst (af den slags der begynder med stort og udtales på tysk!) Føjføjføj
God bedring
Hej Penny, Ja – angst er det helt rigtige ord! Kh. C