Vind: Kunsten at være kvinde

Det er en landeplage.
Heldigvis en bedre en af slagsen, og langt fra husmoderporno bogen, der hittede sidste år – 50 forskellige nuancer af grå – som I: præcis så grå du bliver i hovedet af at læse dårlig litteratur. Jeg nåede aldrig længere end til den første bandage – der gav jeg op, og tænkte at jeg måtte have mere end knuder, bånd og kvinder i lænker. Det gør det ligesom ikke rigtig for mig. Nå. Nuff’ said. Respekt for alt det knalderi, bogen trods alt skabte i de danske hjem.

Men her er en bog, der også kommer ind på knaldeemnet, om end i en noget mere intelligent måde. Helt uden at P1 har overtaget. Blandt andet omtaler forfatteren sin egen dusk, så venligt og rart, at man fristes til at lægge barberiet på hylden. Man har næsten lyst til at undskylde de mange års skraben og gøren og laden der nede og sende bogen videre til Pussy Riot for at udbrede budskabet endnu mere: En busk er en skøn lille grotte, der stille og roligt skal redes lidt, mens man ligger der i hængekøjen under æbletræet.

Jamen, det står der.

I bogen altså. Og nu også på min blog, ser jeg lige …
Nå – men altså, bogen, Kunsten af være Kvinde, skrevet af Caitlin Moran, landede i min postkasse for nogle dage siden fra forlaget Gyldendal, og jeg er allerede vild med den. Det er feminisme uden at være lilla ble og fis i en hornlygte. Det er intelligent humor, der har både kant, sødme og frækhed, som alle typer – også husmoderporno typen, kan få noget ud af.
Og nu skal du også have den.
foto

… hvis du altså vinder. Her i firmaet er det No Pain No Gain, der huserer, så hvis du vil vinde, skal du like min Facebook side, smide en kommentar på dette indlæg, og i det hele taget vise denne blog og dens sindssyge trafikhistorik, at jeg er meget mere end ‘nøgen, sort mand’ og ‘grå pubeshår’, som tilsyneladende er og bliver de mest populære søgeord, der sender folk til min blog.
Der er en del andre du kan læse om her, men beware – det er fanme underligt, altså …
Liker du i forvejen, så er det fjong – så mangler du bare at kommentere. Jeg trækker lod søndag d. 15. september.

Held og lykke – må den bedste busk vinde.

Bogen udkommer d. 13/9 fra forlaget Gyldendal.

Kirken og svigermor

For nogle uger siden var jeg til barnedåb. Storm! Et fantastisk navn, til en sød, dejlig lille skabning, der kom i et gevaldigt stormvejr, og alligevel har fået alle til at holde vejret. Velkommen!

Det var en god barnedåb, hyggeligt og det i kirken var faktisk også i orden. Der var nogle, der sang til et klaver. Da orglet overtog, blev der jammet og holdt kunstpauser, så man kunne høre hvor smukt det egentlig lyder, når en hel kirke synger for barnet. Det fungerede for mig. Og resten af selskabet.

Børnene var der også tænkt på. De er mere end velkommen i kirken. Ihvertfald her. Faktisk var man så indstillet på børn, at man havde udviklet et så kaldt, “Hold nu bøtte, Gud taler – kit”. Og tak! Godt tænkt. Jeg hørte flere lettelsens suk, da kirkemutter delte ud.

Der var bamser, papir, blyanter og tegninger, der ventede på regnbuen. Der var, hvad der skulle være. Også den helt korrekte – og for kirken, almindelige indoktrinering. Om den så var ment til de mødre, der sad med børnene på skødet, svedende og bedende om ro de næste 45 minutter, eller måske de små drenge, der alligevel ligeså godt kan lære, at her i huset ærer og kærer vi moder?
Jeg ved det ikke. Men jeg var alligevel lige dele forundret og på randen af et grineflip, da vi hiver denne bog op ad kirkemutters taske:
IMG_6287Jeg aner ikke, hvad der stod i den. Jeg aner ikke, hvordan den slutter. Eller starter for den sags skyld. Men hvis det er kirkens form for dameblad, så tager jeg hatten af for manipulerende opførsel af 1. grad.

Og nu til vejrudsigten …

‘Det bliver sol. Mere sol, og endnu mere sol i Danmark. Faktisk kommer der slet ikke noget regn. Overhovedet. Hurra.’

Ja, det har været en dejlig sommer. Faktisk den dejligste i mange år. Og det er jo lidt et problem, når man får smidt regntøj i nakken af Bilka. Men det fik jeg altså i år, og tak for det. 2 stks. regnponcho i 2 forskellige designer. Dog er det bare svært at teste regntøj uden regn. For jeg har kun haft en lille bitte regnsky i Malmø, som fik lov til at skylle ned over mig, mens jeg havde min nye regnponcho på. Den klarede skyllen, som dog ikke var mere end 4-5 minutters regn, rigtig godt.

I håbet om, at det regnede mere på Fyn sendte jeg det ene eksemplar til Fyn, til min veninde, der cykler i al slags vejr. Gennem sne og slud, i en kæmpe brandert og helt ædru. Ligemeget hvad – hun cykler rundt og rundt.
Hun er også glad – men rapporterer om små skønhedsfejl:
- Lommerne mangler en snip, så der ikke kommer vand ind
- Ærmerne er fine, store. Men i stærk modvind, mangler der en knap, så armene ikke bliver kolde.

Hun er dog glad for prisen, som er på sølle 199,- kr. og på den konto, er det et godt køb.

IMG_6665

Veninde i Odense i regnponcho. Dog uden regn, men med gummistøvler for stemningen skyld. #loveyou!

IMG_6663

Og her er min version. Den grafiske med neon detaljer, som den vist kaldes.
Som du ser, er man en menneskelig udgave af en flagermus, når man tager den på. Men det er også ok. Der er plads til lidt af hvert, og det kan vi lide.

IMG_6662

Og her er jeg. I min version. Et billede, der ikke siger meget. Men jeg sidder faktisk midt i en Krummefilm, og en byfest i nabohaven. Det er det bedste jeg kunne gøre nu.

Men altså. Det er en god investering – ingen tvivl om det.
Det bedste er faktisk, at den kan blive flad som en pandekage, og pakkes ned i lommen på en klapvogn. Hvilket er testet.
Alt i alt: En udemærket regnponcho, der helt sikkert bliver et hit de næste mange år. Også i Odense.

Her smider vi børn i lokummet

Der er efterhånden ved at danne sig en familiesaga her i huset. Hvor andre stræber efter familiefirmaer, der vokser sig større i kraft af familiens bånd eller nedarver fortællinger om store personligheder i familien, der bliver til spændene bøger skrevet af dygtige børnebørn – ja, så dyrker vi det mere latrinære i denne familie.

Man fristes til at sige, at vi altid er en smule på skideren her. Hø. Hø. Ha. Og så videre …

Første del af sagen, startede her og nu er anden del indtruffet i et øjebliks uopmærksomhed. Og jeg mener det: ET lille, bitte, minimalt øjeblik.
fotoHer står han så på oldemoderens toilet. Tronende, stolt og en smule forundret over publikumets Hitchcock udtryk.
Jeg er normalt ikke pylret. Men jeg er glad for, at jeg har veninder, der kunne berolige mig med, at det er helt normal, og at alle faktisk burde drikke lidt af toilettet et par gange om måneden. Ja, en havde sågar fodret hendes anden venindes børn med kattelorte – og de lever stadig. Men det bedste var nu, at jeg fik ret mange props og respekt for FØRST at have taget et billede og derefter panikket. Men Instagram og bloggen skal vel fodres før alle andre …

Så! Vi er så i den latrinære sagefortælling i min familie. Vi gør os i toiletter. Nogle vil mene, at vi ligefrem drages af dem. Der er jeg nok ikke helt endnu.

Men jeg kan jo fornemme at familien er uenig …

Har du set den Sorte Svane?

September! Ud over, at det er afslutningen på sommeren og måske starten på en indian summer, så er det også her, det summer i modeverdenen.
Alle kommer med deres efterårskollektion, og de store modehuse viser deres nye kollektioner frem – altså dem til næste år. Faktisk har jeg aldrig rigtig helt grejet, hvornår hvilke kommer hvornår, og hvornår næste år kommer hvornår.
Forvirringen er total.

Herhjemme er det også tid for de nye kollektioner, og selvom dem, du skal møde nu, holder den hemmeligt lidt endnu, så er der sneak peak, på et af mine danske yndlingsmærker, Black Swan. Ligesom HC. Andersen gav os fantastiske fortællinger om skabninger, der blev store trods hårde kår, er dette mærke en fortælling om to kvinder, der er i gang med at skabe et lille eventyr, der efterhånden vil vokse sig større og større. Ihvertfald, hvis du spørger mig.

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er en str. 36, heller ikke at jeg har født 2 børn, og at min krop pejer mere mod syd end nord efterhånden. Men de her to damer har formået at skabe designs, der bare passer. Der bare sidder og sidder korrekt. Ok – bukserne er til den knap så brede numse, men resten af designet passer til kvinder, som kvinder er.
Tøjet sælges udelukkende gennem konsulenter, som bookes til hjemmebesøg – og inden du tænker Tupperware Party og går helt i banan, så stop: Det er et virkelig genialt koncept, der mindsker omkostninger ved lokaler, leverandører osv.

Jeg skal selv til et arrangement i september, hvor jeg skal købe mig en pukkel til, og jeg er ret sikker på, at denne style kommer med mig hjem:
insp-aw-13-8Ik?
Hvis du vil vide og læse mere, så tjek deres hjemmeside ud, eller find dem på Instagram: @janneblackswan.

Og nej, jeg får ikke tøj eller penge for at skrive det her. Jeg skriver det udelukkende, fordi jeg er vild med deres tøj og jeg har oplevet deres enorme service og imødekommenhed.
Det er mouth to mouth, fordi det er fortjent!

”Din reservation er kommet hjem”

Man ved, man er langt væk, når titlen på dette indlæg, er det samme som den eneste SMS, man har fået på en uge. Ikke at jeg bombarderes med SMS’er hver dag – men flere end én på en uge, får jeg da. Denne ene, fra det lokale bibliotek, kom i et flygtigt signal, der fangede min mobil på en motorvej – sikkert et sted, hvor der var mindre end 100 grantræer på én kvadratmeter.

Vi har været i Sverige. Landet der huser et par skønne børn: Emil og Pippi. De smukkeste, varmrøde træhuse, knækbrød, svenske jenter og mænd, der enten ligner Clark Kent eller bare Kent. I en smuk udgave, dog.

Og må jeg sige: Igen.
For det er 2. gang i år, at vi er her. 3. gang inden for det sidste år. Vi er vilde med Sverige. Stilheden larmer her. Man skal ikke langt ud fra byen, før at dine ører summer af frygt for aldrig at høre menneskestemmer, biler eller mobilringen igen. De holder op efter 5 minutter – ørerne. De beroliges af din puls, der fortæller, at det er helt rigtigt, det som sker nu. At stilheden er helt ok. At det faktisk er sundt, og efter et par dage holder ørerne op med at lede efter lyd.

Vi har spist is og pandekager med sukker, der knasede mellem tænderne og drukket abrikos sodavand. Fået helium balloner på TGI Fridays. Jeg har læst 3 september issue magazines og fået gode ideer på terrassen i de sene aftener. Vi har kunnet trække vejret gennem ulvetimer, der opfører sig som tro følgesvende og grinet af regn, der manglede regntøj. Den lille har knækket koden, og vil hellere gå end kravle. Fordi, nu var der tid til at gå frem og tilbage i den 5 meter lange stue, med en voksenfinger i hånden. Frem og tilbage, og lige pludselig er han over alle bjerge.

Nu er vi hjemme igen. Ørerne er begyndt at lede efter den trygge summen igen, og de skal nok finde dem hurtigt igen. Nu er jeg tæt på. Det bibber ind med SMS’er, mails, opdateringer og jeg er selv i gang med at #latergramme Instagram med billeder af unger, is, stilhed og hjertelarm.

Det er dejligt. Jeg nyder min hverdag hjemme. Det er den, jeg holder allermest af. Men jeg ved også, at den kun er, hvad den er, fordi den brydes.

Og det gør vi igen næste år. Vi har allerede reserveret tid til stilhed.

 

“Så fedt, at få lov til at være minister”

Så kom rokaden. Så startet showet. Journalister, der står uden foran trappen i gården på Borgen og rapportere om, at nu er det ikke sket noget i 2 timer.
På News er de også i gang, og der er massere af kommentarer og reaktioner på, specielt at Sass Larsen nu er minister.
Journalisterne ringer også til dem, det gik galt for. De afgående ministre. Henrik Dam er bare glad, lyder det, og Mette Gjerskov er live igennem på telefon. Hun har stor respekt for Helles beslutning og glæder sig bare så meget til at komme i gang med det udenrigspolitiske. “Jeg har jo en del erfaring gennem mit arbejde i Røde Kors” siger hun.

Henrik Sass må være glad. Han er minister nu. Det er ingen hemmelighed, at det har han ønsket sig at blive i mange år. Suzukien bliver skiftet ud med en Volvo eller en anden potent en af slagsen, og så kører det bare for Henrik. Fedt. Ok – måske var det ikke lige den post, han havde tænkt sig. Så vidt rygterne taler, så var han mest lun på Udenrigsministerposten eller Finansminister. Men der sidder allerede en tung dreng og dame, og de rykker sig ikke sådan lige.

Så han må tage til takke. Ligesom andre må nøjes med Europaministeriet. Vores tidligere forsvarsminister går af, og en ny kommer til.

Sådan skifter de rundt, derinde. Som om, det var at få nye pladser i klasselokalet.
“Nej, Nico – dig og Angela var simpelthen for dovne sammen sidste år – det går ikke. Du må videre” Man kan næsten høre Helle stå med knold i nakken og diktere lille Nicolai Wammen rundt i klasselokalet.

Mit CV har også nogle skift. Jeg har fået et par børn, boet og arbejdet i hver sin landsdel og til sidst endt med at flytte hjem igen. Det har krævet et par opsigelser og noget skiften rundt. Det ser ikke så godt ud, er der nogen der siger. Andre er heldigvis ligeglade, og ser det som en styrke.

Men jeg vil dog påstå, at jeg har holdt mig indenfor samme branche og derfor har en solid erfaring.
Jeg er ikke gået fra krigen til fødevarebranchen, til transportbranchen – hoppet over i det offentlige og tilbage i det private igen. Hækkerup fik enda selv lov til at vælge, hvor han ville være.

Vildt nok.

For hvordan kan man gå fra noget så betydningsfuldt som forsvarsminister til handels – og europaminister – og omvendt over en weekend? Det tager andre, normale mennesker, en måned eller to at komme ordentligt ind i et job. Og alt imens, så har vi soldater i Afghanistan, og virksomheder i Danmark, der afventende, bider negle over de kommende handelsaftaler i EU.

“Det er en kabale” siger de alle sammen. Hvorefter jeg straks tænker på lange dage i sommerhuset, med is smeltene ned af fingrerne, jordbær til aftensmad og lange, lune sommeraftener på terrassen, hvor tiden slås ihjel med en kabale for hele familien. Vinderen er ofte den, der kan sove længe dagen efter.

En kabale.

Denne kabale er bare af liv, krig, rene råvarer, handelsaftaler, demokrati, mennesker, penge, økonomi og andre vigtige sager.
Det er altså tosset. Jeg forstår ikke, hvor de får super kræfterne fra. Bevares – det er politik, det er sådan det er. Men lige præcis det, minder mig om, hvor tilfældigt livet er. En dag er det hele blåt –  dagen efter marineblåt. Det burde være rødt, men det blev det ikke. Det passede ikke lige den dag.

Vi får se. Mon ikke, de gør det så godt, de kan, imens de er der? Det er nok ikke så skidt, hele tiden at være på vej til noget andet, mere og bedre, som man må formode Sass er. Det motiverer måske bare til at gøre det endnu bedre?

Måske. Men det var aldrig gået i det liv, jeg kender.

Det glemte hold 16

“Tilbagetrækningen bliver en realitet med hold 15. Vores engagement i Afghanistan er forbi, og kamptropperne skal ikke længere i aktion”
Cirka sådan var ordene fra Helle på pressemødet i foråret, hvor hun bebudede at regeringen trak de danske soldater hjem.
Jeg holdt vejret, sendte sms’er imens jeg var opslugt af skærmen og Helles pressemøde, forsøgte at komme i kontakt med ham, jeg vidste skulle afsted til august i år: Min bror, mine forældres søn, far til 2 vidunderlige børn og mand til en kone, der holder skansen for hele familien. For måske skulle han så ikke afsted alligevel? Kunne han faktisk blive hjemme?

Nej.
I søndags tog min bror afsted til Afghanistan. I et halvt år.
Vi er stadig i krig.

Er du forvirret?
Det kan jeg godt forstå. Men det er det, de blandt andet kan. De dygtige Spindoktorer, som der forresten aldrig har været så mange af, som under Helle. Men hvad de ikke vil fortælle, vil jeg så forsøge at fortælle dig her. Måske er der er par journalister rundt omkring, der vil lytte med. Rygtet siger, at de ikke helt har forstået, hvad der foregår:

  • Det er korrekt, at de danske kamptropper ikke skal i aktion, som de har været det på hold 15.
  • Det er korrekt, at engagementet er i gang med at blive trukket tilbage.
  • Det er korrekt, at vi har en tilbagetrækningsplan.

Men det er ikke korrekt, at vi er: “Exit Afghanistan” som GodMorgen Danmark indledte ugens programrække med.
(I den sammenhæng kan jeg lige nævne, det er korrekt, at hele tilbagetrækningsplanen ligger som PDF på forsvarsministeriets hjemmeside. Til fri afbenytelse, tilgængeligt for alle. Også journalister. Lige her, faktisk.  Men for at fortsætte: )

  • De danske kamptropper er fortsat i Afghanistan. De er stand by for de allierede, og sidder groft sagt og venter på, at der kommer et opkald derfra, som de skal reagere på. Måske gør der, måske gør der ikke. Men de er klar. Også til kamp.
  • Hold 16, som lige er taget afsted med min bror ombord, bliver IKKE det sidste hold i Afghanistan. Der kommer både et hold 17 og et hold 18.

Der kan stadig dø danske soldater i Afghanistan. Vi er stadig, som jeg skrev før, i krig.
Men det lyder godt. Det er en god historie for Helle. Der kom plusser på kontoen der, og ingen har siden spurgt om hendes regnskab gik op.

Slet ikke journalisterne, der sidder på landets redaktionsmøder og laver store planer for features, der skal dække den danske tilbagetrækning, serier på DR 2 og indslag i GodMorgen Danmark, hvor soldater skal tale om, om det var det hele værd.
Var?

Jeg ved det ikke. Min holdning til krigen er ligegyldig i denne sammenhæng. Jeg har stor respekt for de danske soldater, og det de yder for os. Naturligvis også farvet af, at vi skal undvære min bror det næste lange stykke tid.
Men kunne vi ikke udbede os en smule mere respekt for vores elskede? For hvad hvis nu, det værst tænkelige skulle ske? At en dansk soldat mister livet. Hvilken indslagsrække skal der så laves på GodMorgen Danmark? Hvilket pressemøde skal Helle så holde?
Kommer det til at hedde: I troede, at vi ikke var i Afghanistan, men det er vi. Sørme. Eller – en af os er ikke mere. 
Eller hvad?
Hvad skal der så ske?

Heller ikke det ved jeg. Men jeg ved, at jeg vil blive ved med at råbe højt om det.
For jeg nægter, at min bror er på det glemte hold i Afghanistan. Det er han et alt for godt menneske til.
For mennesker er, hvad det er. Kød og blod. Der også læser aviser, og kan se GodMorgen Danmark.

Som er savnet. Helt ind i hjertekuglen.