Lidt om det vi selv vælger

Vi er så heldige at have de bedste bedsteforældre i verden. Den slags, der aktivtere raketmotoren i bilen, når termometret viser alt over 37,5 grader hos vores drenge. Den slags, der så gerne vil, og som føler en uge væk fra mine drenge er en tidsalder.
Vi er heldige, og vi ved det godt.

De sidste par måneder, har debatten om de danske, efter sigende, forkælede småbørnsfamilier kørt igen. Landets aviser har flydt over med artikler, der fortæller alt om, hvordan vi selv har valgt vores liv, at vi mistede retten til at brokke os over tidspresset, da vi valgte karriere sammen med børn.
Fair nok. Behovet for at ytre meninger om, hvordan andre bør leve deres familieliv, har aldrig været større – ikke mens jeg kan huske det i hvert fald. Ofte siger debatørenes trang til ytringen mere om dem og deres fællesskabsforståelse, end de mennesker, der er bag småbørnsfamilierne.

Fordi min mand og jeg har så gode bedsteforældre, er vi også et par, der ofte er alene sammen. Vi tager ofte på en weekendtur sammen, enten med venner eller alene. Igen: Vi er heldige, og vi ved det godt. For det er God Damn svært at få det hele til at passe sammen, få hverdagen til at hænge i bare to tråde i stedet for en og i det hele taget nå at nyde et kys, der er mere end: “Hej, vi ses om 100 år”, eller; “hej, vi sås sidst for 100 år siden. Jeg går i seng”. Skilsmisseraten er endnu en gang på vej op – en af årsagerne er, at vi glemmer hinanden som par. Værst af alt; som mennesker.

Men hvis man nu ikke har de samme bedsteforældre som vi har, hvad gør man så?
Ser jeg rundt i vennekredsen, så er der ikke mange, der gør så meget. Det er som om, at bedsteforældrene, og mangel på samme, er blevet lighedstegn med, om man kan få et par timer sammen – alene, uden børn. Kommer der linedance og spanskkursus i vejen for bedsteforældre planlægningen, så er der ikke noget at gøre.
Men det er der. Og der er her valget kommer ind.

Jeg er aldrig – og jeg mener aldrig, blevet spurgt om jeg vil passe nogen af mine venners unger. Jeg har tilbudt det ofte, men ingen tager imod. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke tænker det, som en reel mulighed. Måske mener jeg det ikke – sådan for alvor?
Men det gør jeg. Det er alt andet lige nemmere med flere børn. De kan lege sammen, de kan grine sammen, og som regel ender de på værelset i en bunke af Lego, og vi ser dem ikke før 3 timer senere, når en skal tisse eller have en leverpostejsmad.

Hvorfor er det, vi ikke vælger vores venner til i den sammenhæng? Det er som om, at venner kun er dem man hygger sig med, når der skal drinks på bordet, eller der skal spilles et eller andet åndsvagt brætspil, der stopper al voksen kommunikation, der kunne rykke livet videre (jeps – det var en fordom). Hvorfor benytter vi os ikke af muligheden for, at vennerne udemærket ved, hvor hårdt det hele er en gang i mellem, og hvor meget dinner and a movie kan hjælpe kærligheden.
Hvorfor tænker vi ikke vores venner ind, som en del af vores familiefællesskab? Der er oven i købet børn at lege med. Og sjove voksne, der har iPads, Playstations og Wii maskiner.

Når vi nu skal tale om valg, så mener jeg, min generation er rocker dårlige til at bruge hinanden. Vi vælger hinanden fra i en tid, hvor vi har brug for hinanden. Det er en synd og skam, for der er ingen i denne verden, der er bedre til at sætte sig ind i hverdagens lort og lagkage end vennerne, der står midt i det. Og der er altid plads til et lille jordbær mere i den lagkage, jeg står i. Specielt, når jordbæret er dyrket af mennesker, som jeg holder uendelig meget af.

I kender mit nummer.

 

Ferieblues

Og den er ikke engang færdig endnu.

Men netop hjemvendt fra Sydfrankring, med 4.000 kilometer i bil-sidde-musklen, en kulør, tanker om udsigten udover Middelhavet og lyden af cikader i baggrunden – ja, så får man lidt ferieblues. Når man handler i Netto, og bliver ked af udvalgtet, fordi sidst man handlede var det i Provence’s bugnende supermarkeder, der har forstået konceptet: Mad – ja, så får man lidt ferieblues.

Jeg savner det allerede. Langsomheden, tiden og varmen. Synet af børn, der leger med det, der er, og får fantasien til at rulle. Vinen og den varme vind. Alt er savnet.

Jeg har bestemt mig for, at savnet, må bruges til noget nyt. Til at berige min hverdag (som ikke er ferie), med det som jeg har savnet siden jeg stoppede. At være her; at blogge og genoplive den skrivekløe, som kun får professionelt brænde til bålet i øjeblikket. Det må være det, som jeg bruger allermest kontruktivt fra denne ferieblues – de andre ting, som at jeg har lært mine unger bedre at kende, kigget på min mand i et andet lys og nydt mig selv gå rundt i bikini uden at trække maven ind – bruger jeg ikke kun til hverdagen, men til resten af livet.

Det er nok alligevel en god kombi, og en udemærket start på sidste del af ferien.

Velkommen.

 

Du fortjener det!

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til det. At unde mig selv noget mere luksus. At være ligeglad med, om det koster mange penge, og endnu bedre: Nyde det, når det så virkelig har kostet mange penge.

Men som så meget andet, er vi/jeg/måske også du, bundet op på, hvordan det hele nu skal gå. Bekymringer. Tanker og søvnløse nætter om økonomi, fremtiden, børn, jobbet og alle de kilo, som ikke gider rykke sig en meter.
Inde i alt det tankespind forsvinder alle de gode oplevelser fra os, og pludselig er det fredag igen.

Heldigvis, har jeg mennesker i mit liv, som gør noget andet. Som under sig selv luksus. Som rejser til fremmede lande kun for at spise godt. Som er ligeglad med om det er dyrt på Torvehallerne, for det er der, man får de gode råvarer. Råvarer som trylles om til gourmetmad hver fredag, når der serveres 4-5 retters menu – frit fortolket over NOMA’s menukort – som man forresten selv har prøvet. Flere gange.
I lørdags havde de samme mennesker inviteret til brunch på Nimb. Til deres datters navngivning og jeg indrømmer – det slår navneservietter, elefanter af fondant og telt i baghaven. Til enhver tid. Men hvorfor? Er det den vilde luksus, satingardinerne og østers til forret? Ja – men også nej. For selvfølgelig er skønt at træde ud af hverdagen et øjeblik, tage pænt tøj på og spise pænt af det kongelige.  Men vigtigst af alt, er det et øjeblik i en lang evighed.
En sådan eftermiddag, er det, der får os til at spise langsomt, snuse indad og pludselig finde det fantastiske ved at tørre sine hænder i bløde, lune vaskeklude på toilettet. Jeg ved ikke med dig, men jeg ranker ryggen, mens jeg bare slentrer bare ned ad gangen, på vej indtil en ny omgang af buffeten, der byder på endnu flere franske oste og endnu mere friskpresset mangosmoothie.

Og prøv nu at se: Whats not to like?
foto 5
foto foto 4 foto 1 Heldigvis betyder det ikke, at jeg ikke nyder teltet i baghaven eller ikke kan smile af en elefant i fondant. Begge var en del af mine sønners dåb.
Men det betyder, at jeg bliver mindet om, at hverdagen bliver en lille smule sjovere, når der er lysekroner, østers og draperede gardiner involveret.

Nå, men skulle vi babbe lidt på den igen?

Altså bloggen.
Hvad tænkte du da på?

Anyway. Jeg vil i gang igen. I savner mig jo, fortæller I mig. Tak.
Der er 1000 ting, jo. En løkkelig rejseregning, en generation af unge, der gør oprør med deres iPhone, en … ja, hvad? For honest to the lord above: Jeg aner det ikke. Jeg lever i overskrifter i øjeblikket, og de to nævnte historier, jeg lige slyngede ud før, er blot noget jeg har hørt, der vist nok er sket.
Hvad er det lige med ham Løkke? Har han snydt eller hvad? Og hvem er det lige, at det kommer bag på? Dig?
Og de unge, der hellere vil have næsen i en iPhone end næsen i et fællesskab In Real Life – ja, hvem er det, der har glemt at læse den statusopdatering, der gik viralt da Apple kom i crome farver?
ER der OVERHOVEDET sket noget nyt derude, mens jeg har styret verden i provinsen?
Næ.
Så. Hvad gør vi nu?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg vil blogge noget mere og er vild med dig, der læser med. Så bab du bare videre her på bloggen, så babber jeg lidt på, hvad jeg skal babbe dig op med.
So to speak.

NB: Der kommer noget om langdistanceporno og yolatis om nogle dage. Whoop Whoop!

Ik’ forstået …

 

Jeg har så skide travlt i øjeblikket at bloggen bliver syltet.
Og dog. For hvad kan man ellers gøre, når man ikke selv har tid til at være den fede person, der spinder fede historier over fede tankespinds tanker? Man kan være en røv, og fremhæve andres fejlslagne historier.

I den kommende uge vil jeg poste nogle af de billeder jeg finder rundt omkring med skør tekst eller  skøre annoncer.
Som denne. Røvelsker. Eller røv med elsker på. Eller elskerøv. Eller vandrøv? Numslove?
Jamen, jeg ved det ikke. Jeg er i tvivl.

IMG_1709Det er dårlig karma at udstille det. I know. Men alligevel – come on.

 

Der kom en koh forbi

Fedt nok. Nyt arbejde, nye mennesker og en masse nye mennesker at imponere. Man skal huske, at gå i bad, lakke sine negle, trække maven ind på de rigtige tidpunkter og virke helt vildt klog, og ærlig talt, så kan det være ret så svært at opretholde det i vildt lang tid af gangen. Men så var det jo godt, at jeg fik noget hjælp. Fra en koh. Altså Kohberg. Som i, dem med brødet.

De ville nemlig gerne donere to poser af deres rugbrødssnack til mig. Men sandlig også til min arbejdsplads. Og tak for det. Så ind kom der to poser med sådan cirka en milliard poser rugbrødssnack med rug/chokolade og rug/rosiner/gulerod.
IMG_6941Så mange, at de sidste måtte lade livet til en overskredet dato. Vi kunne simpelthen ikke spise os igennem dem.
Men tak, Kohberg. På den måde, kunne jeg allerede i min 2. uge på nyt job meddele mine kollegaer, at jeg kunne brødføde dem og deres børn med mellemmåltider i stor stil. En ok i orden måde at starte nyt job på.
Alle var glade, og ikke mindst mætte.
Så tak – de er gode og kan virkelig anbefales til mellemmåltidet og madpakken. Mine egne unger er fans.
sunde-rugbrøds-snacks-fra-Kohberg

Har du en vagina er du …

… feminist.
Selv hvis du elsker mænd, elsker at lave mad, elsker dine børn og hellere vil være sammen med dem end gå på arbejde, eller elsker din karriere og hellere vil være sammen med den end dine børn, og selv hvis farven lilla ikke klæder dig.
Har du en vagina og et frit valg om at vælge, hvem du vil bruge den med, hvornår du vil og hvorfor – så er du feminist.
Ordene kommer fra den engelske forfatter og klummeskribent, Caitlin Moran, og det er derfor, at jeg er vild med hende. Hun har givet dig og mig en mulighed for at tale om feminismen helt uden at råbe. For jeg har tit hørt mig selv lyde som en bedre udgave af en kost, når jeg har argumenteret for og imod feminismen. På en absurd måde kommer det altid til at lyde som om jeg elsker behårede armhuler og hader mænd. Intet kunne være længere fra sandheden.

Hvis du ikke ved, hvem hun er, eller hvis du bare tænker, at feminismen er for sure kællinger, så gør dig selv den tjeneste at se med her. Her kan du nemlig finde hele interviewet, som jeg så med egne øjne fra Den Internationale Forfatterscene i Den Sorte Diamant i tirsdags.

Det er ikke bare vigtigt, det er også godt, til at holde ud og underholdene på en rigtig måde.
Og hvis du stadig ikke er overbevist, stadig ikke tænker at vestlige kvinder har noget at kæmpe for, at vi er for priviligerede, for, for meget og for alt muligt andet, så får du lige den her:

… hvilket minder mig om, at have snakken med mine drenge om, at kvinders vagina er deres egen og ikke sidder på en kugle.

Hvornår ved man, at man er gammel?

Det sker jo på et tidspunkt. Allerede nu trykker alderen. Det hele er lidt længere om at fise ind, og når det så er der, så fiser det hurtigt ud igen. Undtaget alt med kalorier.
Men i mandags, til en fuldkommen håbløs Soundgarden koncert, som alligevel var fuldstændig fantastisk, stod det klart for mig, hvad det vil sige, at være blevet gammel.

Jeg har for eftertiden min gode venindes udsagn at holde mig til, når spørgsmålet rammer mig –  samt en række iagttagelser fra salen. Fx er man gammel, når man kan svare ja til følgende:

  • At det er en smule irriterende, at det trækker fra døren i Forum. Lænden er jo ikke, hvad den har været …
  • Er bandet blevet gammelt, når scenen bliver støvsuget mellem opvarmningsbandet og deres perfomance?
  • Når man drikker Kildevæld i stedet for øl. Af et glas. Med sugerør?
  • Når man har ørepropper i begge ører?
  • Når man kigger på klokken efter det 5. nummer og overvejer, om man kan lave en exit de andre 3000 ikke vil opdage? Man skal jo op og være noget for nogen i morgen, ikke sandt?
  • Når man gaber i munden ca. 3-4 gange under hele seancen?
IMG_6879

Som det måske anes: Der støvsuges op efter det norske metal band – naturligvis!

IMG_6883

Og her er han så: Chris. En anelse mere metaltræt end i 90′erne. Men han har rørt ved Eddie Wedder, og det er nok til at elske ham.

Here goes. Jeg er gammel – eller, ældre end sidst i hvert fald.
Så; tak for kaffe – eller mangel på samme. Kaffe ville faktisk have været fantastisk, når nu jeg tænker mig om. Varm kaffe, en lille nedskruer for volumen og så et par sofaer … Tak.