Ikke et ord om Lockout

Kun noget om påskeferien, #kæmpekærlighed, ro og D-vitaminer.
I billeder. For nogle gange skal man bare holde kæft.

IMG_4258

Denne badutspringer har jeg kendt siden han var 3 og et halvt år. Nu er han 13, skal nonfirmeres om 4 uger, springer vildt i trampolin, og siger at han elsker mig. Han er min evige inspiration til altid at opdrage mine drenge til at være i kontakt med sig selv. Skønne dreng!

IMG_4200

Hvad betyder 5 års aldersforskel? Ingenting, kan man se.

IMG_4120

#kæmpekærlighed #manglervenindenogmandenpåbilledet

IMG_4254

D-vitamin

IMG_4268

Bjørnen kører stilen

Hvis du vil lære noget i dag …

… skal du gå ind og læse de kommentarer, der er kommet på mit indlæg, som du finder her.

Om det er mine ord, eller de kløgtige lærere, som besvarer mit indlæg, der gør dig klogere er op til dig. Men debatten er der. Jeg er blevet klogere, og det tror jeg også, at du kan.

Jeg lovede faktisk også, at du kunne blive klogere på påsken her på bloggen.
Det druknede i lærerkonflikten og en påskeferie hos gode venner.

Det beklager jeg, og derfor får du nu, halvsent, en forklaring på, hvorfor du egentlig har fri til at sidde her og blive klogere.

Her
Her
Her
Og her

Opdatering: Du kan også blive meget klogere ovre hos AB, som i den grad har forstået, det jeg håber alle andre også vil forstå. Respekt! 

Hvis jeg var lærer …

Der kører en konflikt i øjeblikket. Midt i X-faktor, i min tv-avis og morgen avis. Den er overalt, og den fylder rigtig meget. For nogle af mine bedste veninder fylder den det hele, for de er nemlig lærere og dybt berørt af det, som der skal til at ske: Lock-out.
Lige om lidt lægger KL, med regeringen i ryggen, det danske samfund mere eller mindre ned. Det er uhørt, meget udemokratisk og ikke mindst, ærgerligt.

Jeg er ikke selv lærer. Men jeg har stor respekt for det, de gør. De overtager vores børn i x antal timer hver dag og forsøger at give dem den dannelse, de skal bruge, når de møder livet efter folkeskolens trygge rammer. Og de gør det godt.

Jeg er også på deres/jeres side i denne konflikt. Jeg finder det dybt problematisk, at vi har en regering, der sender finansministeren som talsmand for den linje, der er lagt, både fra deres og KL’s side. Hvor er børne- og undervisningsministeren, Christine Antorini henne, og hvad mener Morten Østergaard om sagen? Hvorfor fører Bjarne Corydon denne sag? Ja, fordi det handler om overenskomster, det er jeg klar over, men jeg mangler at høre fra dem, som er minister for dem, det hele handler om – børnene og deres lærere.

Jeg finder det dybt problematisk, at det unægteligt skinner igennem, at det er bestilt arbejde. At det er udemokratiske forhandlinger, der har ét mål, nemlig at få lærerene til at makke ret.
Det er udansk, og det tangerer til også at være udemokratisk.

Men lærerne har et problem. De har et stort problem.

De ved ikke, hvordan de formidler deres situation til den almindelige dansker.

De kan ikke forstå, hvorfor de gang på gang skal høre på, at de ikke arbejder nok. At de holder ferie hele tiden, og at de brokker sig.
De er faktisk fuldstændig uforstående for, hvordan vi som befolkning kan have en så forvrænget opfattelse af deres arbejde.
Men det er ikke svært at se hvorfor.

For når argumenterne er som følger:

  • Vi arbejder om aftenen.
  • Vi arbejder 37 timer om ugen, ligesom alle andre.
  • Vi arbejder på nedslidte skoler.
  • Vi er “på” hele dagen, og derfor er vores arbejde ikke som alle andres.
  • Vi skal høre på negative forældre, som vi står til rådighed for udenfor arbejdstiden.
  • Vi er udsat for spareplaner hele tiden, både fra skolelederen og politikere.

Og så videre og så videre, ja, så dør sympatien. Desværre også hos mig.

Jeg kender flere, både fra den røde og den blå blok, som er så trætte af at høre på lærerne, at de ikke engang lytter. De hører ikke de faresignaler, der er, og ligger bagved denne konflikt. De hører kun lærere, der har travlt med at fortælle om dem og deres ringe arbejdsforhold. Og når de hører det, så hører de ikke mere.

For der er ingen på det danske arbejdsmarked som ikke:

  • Arbejder om aftenen.
  • Arbejder 37 timer om ugen. Og langt derover.
  • Arbejder i nedslidte bygninger, på dårlige kontorstole, i ringe arbejdsstillinger, der giver varige mén.
  • Er “på” hele tiden og står til rådighed for arbejdspladsen udenfor arbejdstiden.
  • Er udsat for brok fra kunder, kollegaer, chefer, leverandører, samarbejdspartnere etc.
  • Er udsat for spareplaner, nedskæringer, fyringsrunder og omstruktureringer, der fører til hele familier, der rykkes op med roden. Tag lukningen af danske kaserner som det sidste …

Og så videre og så videre. Jeg føler mig ramt, når lærerne siger sådan. Jeg føler at mit arbejde bliver negligeret, og at alle argumenter jeg måtte have, som beviser, at mit arbejde også er hårdt, bliver kastet ned med; “det er ikke det samme”.
Omvendt får jeg også lyst til at spørge, hvorfor vi skal tale om, hvem der har det hårdest?

Jeg spørger også, hvem der fortæller mig følgende:

  • At denne overenskomst betyder, at al fleksibilitet fra lærere til forældre ryger. Det vil, hvis dette bliver gennemført, betyde, at du som forældre ikke længere kan ringe til dit barns lærer efter arbejdstid. Der er ikke flere timer på skemaet til at besvare dit opkald.
  • Det betyder, at du skal tage fri fra dit arbejde for at tage til forældresamtaler, for alle samtaler skal foregå mellem 8-16.
  • Det betyder, at vi putter en model ned over vores børn, der tror på, at fast arbejdstid mellem 8-16 er vejen frem i et samfund, der har længere og længere åbent (Netto til klokken 22.00) og kræver mere og mere fleksibilitet.
  • At det betyder, at lærerne har mindre tid til forberedelse, hvilket går ud over undervisningen. Det i sig selv burde være nok til, at alle forældres advarselslamper blev tændt.
  • At det betyder, at de skal gøre det hele for de samme penge, hvilket stort set er umuligt.
  • Og at det betyder, at lærerne endnu en gang, bliver taget ved næsen og tiltalt af bedrevidende politikere, der tror de ved alt om, hvad det vil sige at undervise.

Hvorfor taler vi ikke om dette?
Jeg ved godt, hvorfor politikerne ikke taler om det. Bag Bjarne Corydons velanlagte mine griner han hele vejen tilbage til kontoret, og håber blot at lærerne fortsætter deres/jeres retorik, arrangerer endnu flere demonstrationer med bannere og får Anders Bondo til at tale endnu mere om den finske model. Den finske model? Den eneste finske model, jeg kender hedder Nokia. Jeg har ingen jordisk chance for at vide, hvad han taler om, midt i X-faktor, for åben skærm. Og det bliver heller ikke forklaret.

Lærerne har ret. Der er ingen, der lytter. Det er generelt problem i vores samfund, men som jeg ser det i denne sammenhæng, desværre også selvforskyldt i stor udstrækning.
Argumenterne bider ikke på os. De bider tilbage.

Så hvis jeg overhovedet står i nogen position til at give et godt råd til den danske lærerstab, så er det at komme videre. Kom ud over jer selv. Ingen er interesseret i at høre, om det er hårdt at være lærer.

Det er hårdt at arbejde. Ligegyldigt hvem du er, og hvad der står på dit CV.

Hvis I vil vinde nogen form for respekt og sympati og få lagt argumenter som; I ikke arbejder nok, har ferie hele tiden og bare brokker jer, ned, så skal I rydde ud i retorikken. Frem for alt, skal I stoppe med at tale vores andres arbejde ned. Lad være med at fortælle mig, at mit arbejde ikke er lige så hårdt som dit.

For det er det.
Der er bare en af os, der har mest travlt med at fortælle den anden det.

Jeg håber, at I vinder, kære lærere. Jeg håber det virkelig. For jeg tror på, at jeres sag er den rigtige. At I har ret i, at det betyder forringelser for de danske skoleelever, at jeres arbejdsforhold bliver forringet, og at det i virkeligheden er endnu en sparerunde i kejserens klæder.

Men kæmp den rigtige kamp.

For den kamp I fortæller om, kæmper vi alle med.

God vind.

Hvis jeg var lærer …

Der kører en konflikt i øjeblikket. Midt i X-faktor, i min tv-avis og morgen-avis. Den er overalt, og den fylder rigtig meget. For nogle af mine bedste veninder fylder den det hele, for de er nemlig lærere og dybt berørt af det, som der skal til at ske: Lock-out.
Lige om lidt lægger KL, med regeringen i ryggen, det danske samfund mere eller mindre ned. Det er uhørt, meget udemokratisk og ikke mindst, ærgerligt.

Jeg er ikke selv lærer. Men jeg har stor respekt for det, de gør. De overtager vores børn i x antal timer hver dag og forsøger at give dem den dannelse, de skal bruge, når de møder livet efter folkeskolens trygge rammer. Og de gør det godt.

Jeg er også på deres/jeres side i denne konflikt. Jeg finder det dybt problematisk, at vi har en regering, der sender finansministeren som talsmand for den linje, der er lagt, både fra deres og KL’s side. Hvor er børne- og undervisningsministeren, Christine Antorini henne, og hvad mener Morten Østergaard om sagen? Hvorfor fører Bjarne Corydon denne sag? Ja, fordi det handler om overenskomster, det er jeg klar over, men jeg mangler at høre fra dem, som er minister for dem, det hele handler om – børnene og deres lærere.

Jeg finder det dybt problematisk, at det unægteligt skinner igennem, at det er bestilt arbejde. At det er udemokratiske forhandlinger, der har ét mål, nemlig at få lærerene til at makke ret.
Det er udansk, og det tangerer til også at være udemokratisk.

Men lærerne har et problem. De har et stort problem.

De ved ikke, hvordan de formidler deres situation til den almindelige dansker.

De kan ikke forstå, hvorfor de gang på gang skal høre på, at de ikke arbejder nok. At de holder ferie hele tiden, og at de brokker sig.
De er faktisk fuldstændig uforstående for, hvordan vi som befolkning kan have en så forvrænget opfattelse af deres arbejde.
Men det er ikke svært at se hvorfor.

For når argumenterne er som følger:

  • Vi arbejder om aftenen.
  • Vi arbejder 37 timer om ugen, ligesom alle andre.
  • Vi arbejder på nedslidte skoler.
  • Vi er “på” hele dagen, og derfor er vores arbejde ikke som alle andres.
  • Vi skal høre på negative forældre, som vi står til rådighed for udenfor arbejdstiden.
  • Vi er udsat for spareplaner hele tiden, både fra skolelederen og politikere.

Og så videre og så videre, ja, så dør sympatien. Desværre også hos mig.

Jeg kender flere, både fra den røde og den blå blok, som er så trætte af at høre på lærerne, at de ikke engang lytter. De hører ikke de faresignaler, der er, og ligger bagved denne konflikt. De hører kun lærere, der har travlt med at fortælle om dem og deres ringe arbejdsforhold. Og når de hører det, så hører de ikke mere.

For der er ingen på det danske arbejdsmarked som ikke:

  • Arbejder om aftenen.
  • Arbejder 37 timer om ugen. Og langt derover.
  • Arbejder i nedslidte bygninger, på dårlige kontorstole, i ringe arbejdsstillinger, der giver varige mén.
  • Er “på” hele tiden og står til rådighed for arbejdspladsen udenfor arbejdstiden.
  • Er udsat for brok fra kunder, kollegaer, chefer, leverandører, samarbejdspartnere etc.
  • Er udsat for spareplaner, nedskæringer, fyringsrunder og omstruktureringer, der fører til hele familier, der rykkes op med roden. Tag lukningen af danske kaserner som det sidste …

Og så videre og så videre. Jeg føler mig ramt, når lærerne siger sådan. Jeg føler at mit arbejde bliver negligeret, og at alle argumenter jeg måtte have, som beviser, at mit arbejde også er hårdt, bliver kastet ned med; “det er ikke det samme”.
Omvendt får jeg også lyst til at spørge, hvorfor vi skal tale om, hvem der har det hårdest?

Jeg spørger også, hvem der fortæller mig følgende:

  • At denne overenskomst betyder, at al fleksibilitet fra lærere til forældre ryger. Det vil, hvis dette bliver gennemført, betyde, at du som forældre ikke længere kan ringe til dit barns lærer efter arbejdstid. Der er ikke flere timer på skemaet til at besvare dit opkald.
  • Det betyder, at du skal tage fri fra dit arbejde for at tage til forældresamtaler, for alle samtaler skal foregå mellem 8-16.
  • Det betyder, at vi putter en model ned over vores børn, der tror på, at fast arbejdstid mellem 8-16 er vejen frem i et samfund, der har længere og længere åbent (Netto til klokken 22.00) og kræver mere og mere fleksibilitet.
  • At det betyder, at lærerne har mindre tid til forberedelse, hvilket går ud over undervisningen. Det i sig selv burde være nok til, at alle forældres advarselslamper blev tændt.
  • At det betyder, at de skal gøre det hele for de samme penge, hvilket stort set er umuligt.
  • Og at det betyder, at lærerne endnu en gang, bliver taget ved næsen og tiltalt af bedrevidende politikere, der tror de ved alt om, hvad det vil sige at undervise.

Hvorfor taler vi ikke om dette?
Jeg ved godt, hvorfor politikerne ikke taler om det. Bag Bjarne Corydons velanlagte mine griner han hele vejen tilbage til kontoret, og håber blot at lærerne fortsætter deres/jeres retorik, arrangerer endnu flere demonstrationer med bannere og får Anders Bondo til at tale endnu mere om den finske model. Den finske model? Den eneste finske model, jeg kender hedder Nokia. Jeg har ingen jordisk chance for at vide, hvad han taler om, midt i X-faktor, for åben skærm. Og det bliver heller ikke forklaret.

Lærerne har ret. Der er ingen, der lytter. Det er generelt problem i vores samfund, men som jeg ser det i denne sammenhæng, desværre også selvforskyldt i stor udstrækning.
Argumenterne bider ikke på os. De bider tilbage.

Så hvis jeg overhovedet står i nogen position til at give et godt råd til den danske lærerstab, så er det at komme videre. Kom ud over jer selv. Ingen er interesseret i at høre, om det er hårdt at være lærer.

Det er hårdt at arbejde. Ligegyldigt hvem du er, og hvad der står på dit CV.

Hvis I vil vinde nogen form for respekt og sympati og få lagt argumenter som; I ikke arbejder nok, har ferie hele tiden og bare brokker jer, ned, så skal I rydde ud i retorikken. Frem for alt, skal I stoppe med at tale vores andres arbejde ned. Lad være med at fortælle mig, at mit arbejde ikke er lige så hårdt som dit.

For det er det.
Der er bare en af os, der har mest travlt med at fortælle den anden det.

Jeg håber, at I vinder, kære lærere. Jeg håber det virkelig. For jeg tror på, at jeres sag er den rigtige. At I har ret i, at det betyder forringelser for de danske skoleelever, at jeres arbejdsforhold bliver forringet, og at det i virkeligheden er endnu en sparerunde i kejserens klæder.

Men kæmp den rigtige kamp.

For den kamp I fortæller om, kæmper vi alle med.

God vind.

Jeg er OGSÅ en dulle

Jeg trænger til forår. Jeg trænger til lyse tider. Ingen konflikter, lande med gode økonomier og smilende mennesker på gaderne.
Jeg trænger til at komme ud af mit hi.

Og hvilken bedre måde at komme det på, end at shoppe på det vilde internet? Jeg mener; det sner jo udenfor. Christ ..!
For indimellem mit råben op om dit og dat, og snakken og linken og finden frem til alt muligt på nettet, jeg mener alle andre skal se, så duller jeg den også online. Jeg shopperamokker, og jeg gør det fordi, jeg trænger til lyse stunder og glade smil.

Og det er der åbenbart nogen, der ved. Ihvertfald, så kontaktede onlineshoppe mekka himmel, Zalando, mig i sidste uge, og spurgte om jeg kunne tænke mig at blogge lidt om dem.
Sådan foregår det nu om dage, og jeg kan kun sige, at reklamer eller ej – jeg er til fals for den slags.
Specielt fordi, det gav mig grund til at surfe efter de elegante kjoler online, som skal smyge sig om min krop til sommerens fester. Ahh … kan du se det for dig? Ingen problemer, bare champagne og sommer?
Selvfølgelig har jeg fundet 100 ting, jeg må eje. Men her er de 3 favoritter, der ligger i indkøbskurven nu:
zalando_kjole Zalando_sort

zalando_guld

 

Men, hjælp! Jeg har ikke råd til dem alle 3. Hvilken skal jeg vælge, hvis vi ser bort fra fornuft og kun er tilhænger af følelse?

Du kan se dem alle sammen, og mange andre, ved at trykke her

Indlæg er lavet i samarbejdet med Zalando.

Næsehornet går igen

“Er Otto en skraldespand?” Nej, nej, neeeiii”.
“Er Otto en flyv’maskin’? Nej, nej, neiiii”.
“Er Otto en … (sig det nu bare) en tissemand? Nej, nej, neiiiii”.

“For Otto er et næsehorn, Ja, ja ja!”
Indrømmet. Jeg gør en del for at min dreng på snart 4 år, skal holde af Ole Lund Kirkegaards  fantastiske børnefortællinger om Orla, Fru Flora, Hodja og alle de andre. For de er intet mindre end fantastiske.
Indtil nu har han bare fået læst dem højt. Mere eller mindre interesseret. Men her på det sidste er der sket noget.
Han lytter med åben mund, store øjne og tung vejrtrækning – I ved, den der måde, hvor man kan se, at han rent faktisk flyver på tæppet med Hodja eller kører i Skæve med Topper. Ihvertfald i hans fantasi.
Så mine anstrengelser har båret frugt. Han er hooked. Ligesom jeg og hans far var, og stadig er.

Nu har alle bøgerne fået deres egen plads i en af bogreolerne. Sammen med nogle andre klassikere om en dreng, jeg holder mindst lige så meget af.
Og de bliver lagt på plads, og ordnet og nusset om.
Det kræver næsten sit eget hash-tags på Instagram: #stoltmor
fotoNæsehornet og de andre ligger på sengebordet på drengeværelset – klar, parat til aftenens seance.